2.000 arbejdsløse nydanskere kunne få et arbejde, hvis ikke vikarbureauerne var forpligtet til at udbetale dagpenge til en vikar efter mere end to ugers fuldtidsarbejde på en måned, skønner vikarbranchen. Stik imod det fleksible, danske arbejdsmarked, mener Dansk Erhverv.
3. februar 2008, 21:18 – opdateret 3. februar 2008, 21:26
Nej, desværre. Sådan må vikar- og rekrutteringsbureauet Kelly Services i København flere gange om ugen sige til virksomheder, der skal bruge arbejdskraft for en kort periode. En regel om at skulle betale to dages dagpenge (såkaldte G-dage) til folk, der sendes ud i en virksomhed i mere end to uger på en måned, får nemlig bureauet til at tøve med at sende folk ud i korte vikariater. Og det rammer især nydanskere, som ofte bruger vikarjobbet som vejen til et fast job.
»G-dagene er et kæmpestort problem for os. Meldingen fra både nydanskere og virksomheder er, at de er glade for at se hinanden an via et vikarjob,« siger adm. direktør Henrik Bruun fra Kelly Services, som meget tit oplever nydanskere få tilbudt fast job efter et vikariat.
Han skønner, at 2.000 nydanskere kunne få en plads på arbejdsmarkedet, hvis G-dagene blev skrottet.
Udhuler formålet
»G-dagene udhuler hele formålet med vikarer. Nemlig at tilbyde virsomhederne den arbejdskraft, de efterspørger,« siger Henrik Bruun, som hvert år sender ca. 10.000 vikarer ud i danske virksomheder. Omkring 2.000 er nydanskere. Hvor mange af dem, der ender med et fast job er der ikke tal på.
At det er mange, er der ikke tvivl om i Foreningen Nydansker. Vikariater er meget eftertragtede blandt nydanskere, der for eksempel mangler papir på deres meritter, fordi uddannelsen fra hjemlandet ikke tæller i Danmark.
»Nydanskere bruger i langt højere grad end andre danskere et vikarjob til at vise, hvad de kan. Det er en direkte vej til arbejdsmarkedet for mange. Derfor er det meget ærgerligt, at reglen kommer i vejen,« siger direktør Torben Møller-Hansen.
I Dansk Erhverv med en lang række vikarbureauer blandt medlemmerne har man længe forsøgt at få reglen om G-dage fjernet.
»Reglen er stik imod det fleksible, danske arbejdsmarked. Virksomheder kan ofte planlægge deres arbejde, men vikarbureauer kan jo af gode grunde ikke, fordi de er afhængige af virksomhedernes behov, siger konsulent Jakob Tietge. Ifølge ham blev reglen i sin tid indført for blandt andet at forhindre byggearbejdere i at blive sendt hjem på dagpenge i kortere perioder for eksempel på grund af dårligt vejr eller manglende materialer.
»Men arbejdsmarkedet har ændret sig meget siden dengang. Flere overenskomster har opsigelsesvarsler, og i dag tør virksomheder jo nærmest ikke sende folk hjem på dagpenge af frygt for, at de bliver væk,« siger Jakob Tietge.
Også vikarbureauerne i ServiceIndustrien under Dansk Industri oplever G-dagene som en belastning for korte ansættelser. Og branchedirektør Frank Bill ser også helst G-dagene gå over i historien.
»Det er på tide, at der findes en bedre løsning,«, siger han til Berlingske Tidende.
Det har ikke været muligt at får en kommentar fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V).

































