Patientforeningen, Kræftens Bekæmpelse og Danske Patienter hører ofte patienter klage over dårligt overblik og manglende sammenhæng i kræftbehandlingen.
10. januar 2010, 12:20 – opdateret 10. januar 2010, 12:22
Dårligt overblik og manglende koordination og sammenhæng i behandlingen er de ting utilfredse patienter oftest klager over ved deres indlæggelse på de danske sygehuse.
Det siger lederne fra både Patientforeningen, Kræftens Bekæmpelse og Danske Patienter.
»Langt de fleste historier, vi hører om svigt i sundhedsvæsnet, handler om dårlig koordination og manglende overblik gennem behandlingen,« siger direktøren for Danske Patienter, Morten Freil.
Reaktionen kommer efter, Berlingske Tidende i dag skriver, at 57 procent af kræftpatienterne ikke oplever at få en kontaktperson på hospitalet, sådan som de skal ifølge loven. Det viser en ny undersøgelse af forskere fra Afdelingen for Sundhedsforskning ved Københavns Universitet og Kræftens Bekæmpelse.
Men heller ikke patienter med andre sygdomme end kræft oplever at få en kontaktperson på sygehuset, siger Morten Freil:
»Undersøgelser ud over kræftområdet viser, at de fleste patienter ingen kontaktperson får.«
Og hos Danske Patienter hører man ofte om alvorlige konsekvenser som følge af manglende overblik over behandlingen, siger direktøren:
»Uden en person med overblik over sygdomsforløbet er konsekvensen typisk, at de rigtige undersøgelser ikke bliver bestilt i god nok tid, så patienten bliver diagnosticeret for sent. Det gør behandlingens resultat meget meget dårligere, og i nogle tilfælde dør patienterne.«
Mangler menneskeligt og skriftligt overblik
Samme erfaring har formanden for Patientforeningen, Villy O. Christensen.
»Jeg har talrige eksempler på, at patienter har fået alvorlige komplikationer eller i nogle tilfælde er døde, fordi ingen havde overblik over deres behandling,« siger han.
Han forklarer, at der både er problemer med det menneskelige og elektroniske overblik over patienternes behandling.
For det første fungerer de elektroniske journaler endnu ikke på alle hospitaler. Og for det andet får patienter ikke kontaktpersoner på hospitalet, som de skal,« siger han.
»Hverken kontaktpersonordningen eller de elektroniske journaler virker. Det er både for dårligt og til skade for patienterne. Dårligt overblik er sygehusenes største problem,« siger Villy O. Christensen.
I dag mangler der elektroniske journaler på 30-40 procent af de danske sygehuse, oplyser Danske Regioner.
Læs kronik fra Kurt Damsgaard, kommunikationschef hos Kræftens Bekæmpelse, om kræftbehandling i Danmark: Kræftpatienter behandles uanstændigt

































