Cyklen overhaler bilen indenom

Cyklen er ved at overtage bilens rolle som danskernes ultimative frihedsinstrument. Derfor er det fornuftigt at give flere penge til bedre forhold for cyklister, mener Dansk Cyklist Forbund.

I mange år har bilen været et symbol på danskernes ultimative frihed, men nu er cyklen i bogstaveligste forstand ved at overhale bilen inden om. Det siger sociolog og forskningskonsulent i dansk cyklist forbund, Anette Jerup Jørgensen.

- Der er en kulturel fortælling om, at bilen giver dig frihed. Men nu hvor vejene er trængte og bilerne holder i kø, så vælger mange at tage cyklen i stedet for bilen. Derfor er cyklen blevet danskernes nye frihedsværktøj. Det handler om øget frihedsværdi, og om at komme hurtigst fra a til b, siger Anette Jerup Jørgensen fra Dansk Cyklist Forbund.

Det er især trængselsproblemer på vejene, som fjerner noget af frihedsfornemmelsen fra bilen. Derfor giver det, ifølge Anette Jerup Jørgensen god mening, at politikerne nu er klar til at forbedre forholdene for cyklisterne.

- Det virker som en rigtig god prioritering at give flere penge til cyklisterne – både for at forbedre forholdene for cyklisterne, for at aflaste trængslen blandt bilerne på vejene og for at skåne miljøet med bæredygtig transport, siger hun.

I går kom det frem, at et bredt flertal i folketinget, med undtagelse af Enhedslisten, vil styrke indsatsen for cyklisme i Danmark med knap en halv milliard kroner. Staten skal stå for 40 procent af udgifterne, mens kommunerne må dække resten.

Ifølge Anette Jerup Jørgensen fra Dansk Cyklist Forbund skal pengene blandt andet bruges til få endnu flere til at tage cyklen. - Vi skal skabe bedre muligheder for dem der hver dag bevæger sig på cykel - og for alle dem som overvejer at gøre det, siger Anette Jerup Jørgensen.