Problemer med at skaffe frivillige og et behov for bedre organisering er forklaringen på, at arrangørerne nu har valgt at aflyse Danmarks ældste motionscykelløb. Løbet skulle have været afviklet 8. juni.
7. marts 2008, 22:30
Danmarks ældste motionscykelløb Sjælsø Rundt er aflyst. For første gang siden løbets debut i 1970 er det ikke lykkedes arrangørerene at skaffe frivillige hænder nok til at gennemføre det 39. Sjælsø Rundt. Samtidig begrunder løbets arrangører aflysningen med, at man har problemer med den nuværende måde, motionsløbet organiseres på.
»Vi mangler folk til at tage mere ansvar. Lige nu er der for få mennesker, der sidder med for meget arbejde og for meget ansvar, så vi skal have fundet en ny og mere hensigtsmæssig måde at organisere os på. Derudover har det været svært at skaffe de 250 til 300 frivillige, som er nødvendige for at vi kan forsvare at gennemføre løbet med den sikkerhed, der kræves,« siger Jens Lindblom, formand for distriktsbestyrelsen Sjælland i Danmarks Cykel Union.
Han beklager, at det har været nødvendigt at aflyse Sjælsø Rundt, som var det første løb i Danmark, der gav den almindelige cykelmotionist mulighed for at være med i feltet på landevejen.
»Jeg håber meget, vi i bestyrelsen kan vende tilbage senest 1. maj med et tilsagn om, at Sjælsø Rundt selvfølgelig bliver gennemført i 2009,« siger Jens Lindblom.
Cykelskolen ruller stadig
Forretningsfører Helge Krogh bekræfter, at det er manglende ressourcer og behovet for en ny organisering, der er den direkte årsag til aflysningen.
»Som tingene er nu kan vi ikke forsvare at gennemføre løbet,« siger Helge Krogh
De seneste år har omkring 4.000 motionsryttere deltaget i løbet, der er på enten 50 kilometer eller 125 kilometer. Løbet skulle have været afviklet 8. juni.
Den stigende trafik og et par hundrede deltagere i Sjælsø Rundt, der fejlagtigt tror, de er ryttere i et professionelt cykelløb og som nægter at overholde færdselsreglerne har ifølge Jens Lindblom de seneste år understreget, hvor vigtigt det er med sikkerheden undervejs.
»Vi kan under ingen omstændigheder forsvare at gennemføre løbet med for få frivillige til at stå rundt på ruten,« siger bestyrelsesformanden, der roser samarbejdet med Nordsjællands Politi.
»Det er i hvert fald ikke politiets skyld, at vi nu har truffet beslutning om at aflyse,« siger Jens Lindblom.
Aflysningen af Sjælsø Rundt får ikke indflydelse på Cykelskolen i Berlingskes Fri-sektion, der oprindeligt skulle være afsluttet med Sjælsø Rundt. Både coachen Brian Holm, udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) og TV-værten Reimer Bo Christensen fortsætter med at træde i pedalerne i Fri frem til midten af juni.
































