Hundredetusinder af syge danskere vil sandsynligvis gøre brug af deres genopstandne ret til hurtig behandling på privathospitaler. Men jublen er til at overse flere steder i politiske og faglige kredse, hvor man bl.a. frygter en udhulning af indsatsen for folk med komplekse sygdomme.
9. august 2009, 22:30
Hvis vi er syge og går og skranter med f.eks. en dårlig ryg eller et vaklende knæ, vil vi behandles. Her og nu. Og det er helt i orden, at det foregår på et privathospital.
Den holdning ser ud til på rekordtid at have genvundet sin plads i danskernes bevidsthed. Knap er behandlingsgarantien blev genindført, før patienterne valfarter til de private hospitaler og udnytter den ret, de på ny har fået til privat behandling – på det offentliges regning – hvis ventetiden på de offentlige sygehuse overstiger én måned.
Ordningen blev midlertidigt suspenderet efteråret 2008 i kølvandet på konflikten på sundhedsområdet i foråret, da over 300.000 behandlinger blev aflyst. Regionerne har i den mellemliggende periode stadig været forpligtiget til at købe behandlinger for et vist beløb hos de private, men fra 1. juli har ordningen fået comeback med brask og bram.
De første tal fra de to største regioner, Region Hovedstaden og Region Midtjylland, viser enorme stigninger i juli i forhold til de forudgående måneder i antallet af patienter, man har sendt videre til de private sygehuse, og sådan kommer det formentlig til at fortsætte. Det forventer man både i regionerne og blandt privathospitalerne, og dermed er der også lagt op til nye, ophedede diskussioner om et af de varmeste emner på den politiske dagsorden.
Lydhør over for patienter
For nok skulle man tro, at behandlingsgarantien – eller det udvidede, frie sygehusvalg, som er det korrekte navn for ordningen – var en ren vindersag. Ordningen har medvirket til, at der aldrig er blevet opereret så mange danskere som i de senere år, og at ventelisterne og ventetiderne, omend i moderat omfang, har fået et dyk.
På den måde har man fået gjort noget ved et presserende politisk problem og en irritation i befolkningen over at skulle vente så længe på behandling, hvilket de offentlige sygehuse tidligere ikke har været tilstrækkelige lydhør overfor.
Alene sidste år sikrede ordningen, at ca. 100.000 danskere fik en hurtig operation, og samlet nærmer det sig efterhånden så småt en halv mio. danskere, der har haft gavn af behandlingsgarantien, siden den blev indført af VK-regeringen tilbage i 2002 – i første omgang med to måneders ventetid som grænse og fra november 2007 én måned.
Der er også almindelig enighed om, at behandlingsgarantien har været et godt middel til at få de offentlige sygehuse til at oppe sig og blive mere effektive for ikke at stå sig alt for dårligt i sammenligningerne med de private sygehuse.
Forgylder privatklinikker
Alligevel har jublen over behandlingsgarantien været til at overse. Ifølge kritikerne har ordningen nemlig også været med til at forgylde de private sygehuse i helt urimelig grad og har på nogle områder medført en personaleflugt fra de offentlige sygehuse, der ikke har kunnet hamle op med de langt højere lønninger, som de private har fået mulighed for at tilbyde.
På den måde er der sket en skævvridning af sundhedsvæsenet, hvor der i stor målestok flyttes ressourcer fra behandling af mere komplekse sygdomme hos f.eks. ældre medicinske patienter samt livstruende lidelser og over til operationer for mindre alvorlige sygdomme, har det lydt.
Ordningen har også udviklet sig til en sten i skoen for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der i sin sundhedsministertid var en drivende kraft i etableringen af den og også fastsatte de takster, som det offentlige skulle betale, på et så højt niveau, at det senest har udløst kritik fra Rigsrevisionen og nogle af statsrevisorerne.
Efterfølgende er taksterne blevet sænket med i gennemsnit 17 pct., og forventningen er, at de vil få yderligere et tryk nedad, når der indføres et system med såkaldte referencetakster. Dermed er der også ændret på de økonomiske forudsætninger for behandlingsgarantien.
Forventningen er dog, både i regioner og hos privathospitaler, at man styrer mod nye rekorder såvel i antal patienter, der sendes til privathospitalerne, som i regionernes udgifter – eller de privates omsætning – på ordningen.
Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), forventer en udgiftsstigning for regionerne på mellem 50 og 75 pct, så man på årsbasis vil komme af med mellem 1,5 og 1,7 mia. kr. til privathospitalerne på den konto.
Sundhedsøkonomer vurderer ligeledes, at trafikken fra de offentlige til de private sygehuse vil stige. I øjeblikket udgør aktiviteten hos de private to-fire pct. af den samlede aktivitet i det danske sundhedsvæsen. Det syner ikke af meget i forhold til f.eks. 22-23 pct. i Frankrig, men på nogle områder f.eks. inden for ortopædkirurgien og fedmeoperationer står de private for en væsentlig del af aktiviteten.
»Her må vi se på, hvad det betyder for en rationel drift af sygehusevæsenet og for den faglige udvikling,« siger Bent Hansen, der tidligere har udtryk bekymring for, om de offentlige sygehuse vil kunne opretholde deres akutberedskaber, hvor ortopædkirurger er centrale aktører.
Efter en periode på et lidt lavere blus er der under alle omstændigheder lagt op til, at der på ny kommer blus under kedlerne på privathospitalerne. Det vil der givetvis også komme på de politiske diskussioner.
