Der skal chip på cyklerne, hvis vi skal have antallet af cykeltyveri ned, siger S og SF. Både cyklister og cykelhandlere er enige.
12. marts 2010, 12:00
En lille chip skal gøre livet surt for de mange cykeltyve rundt om i landet. Det foreslår SF nu som en reaktion på, at der alene det sidste år, har været ti procent flere henvendelser om stjålne cykler, som Urban skrev i går. Chippen skal sættes på alle cykler i landet og dermed gøre det lettere for politiet at opspore og registrere de stjålne cykler.
»Vi har alle prøvet at miste en cykel. Det er vildt bittert, hver gang det sker. For når cyklen først er væk, er vi fuldstændig klar over, at vi ikke ser den igen,« siger partiets trafikordfører Pia Olsen Dyhr.
S bakker op om forslaget
Socialdemokraternes trafikordfører Magnus Heunicke bakker op om forslaget med chipordningen, som allerede er indført i Amsterdam med så stor succes, at resten af Holland snart følger trop.
Også cyklisterne og cykelhandlerne er med på idéen. Landsformanden for Dansk Cyklist Forbund, Claus S. Hansen, siger, at det er en rigtig god idé, fordi chippene ikke er dyre at masseproducere.
»Det er en god hjælp til kommunale vagter og politimænd, der finder de stjålne cykler rundt omkring, og det er nødvendigt med et velfungerede system,« siger han. Dog understreger han, at chippen ikke ændrer ved de organiserede banders tyveri, hvor cyklerne ender i udlandet, som Urban skrev om i går. Næstformanden hos Danske Cykelhandlere, Søren Sørensen, kalder det for en fantastisk idé, hvis bare chippen er lavet ordentligt. Ifølge ham er det endnu ikke lykkedes producenterne herhjemme at skabe den helt rigtige chip, som ikke er afhængig af en strømforsyning.
»Men vi er helt med på idéen, når den rigtige chip bliver skabt, for det kommer til at skabe trygge forbrugere,« siger han.
Københavns Kommune har iværksat et pilotprojekt, hvor 5.000 cykler har fået monteret en gratis chip, og det afsluttes til maj, hvor resultaterne skal samles op.

































