De nylige kampe i Gaza har fået chikane mod danske jøder til at stige i omfang, viser nye tal. Politikere vil gribe ind.
22. februar 2009, 22:30
Overgreb og chikane mod danske jøder stiger hver gang, der er konflikter i Mellemøsten.
Blot i januar i år har Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination modtaget 20 indrapporteringer om »antisemitiske hændelser,« og det er flere end i hele år 2008. På Christiansborg vil adskillige partier nu gribe til handling.
- Der har været et ret tydeligt mønster, som vi i øvrigt kender fra tidligere. I samme øjeblik, der bryder kampe ud i Mellemøsten, forplanter det sig her, siger Niels-Erik Hansen, der er centerleder for Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination.
De 20 »antisemitiske hændelser« fra januar dækker ifølge Niels-Erik Hansen bredt fra hadefyldte ytringer mod personer ved f.eks. demonstrationer eller på internettet og til vold, trusler og hærværk.
DF efterlyser en fælles handlingsplan
Dansk Folkeparti vil skride til handling over for problematikken. Partiet opfordrer regeringen til hurtigt at fremsætte en handlingsplan på området.
- En fælles handlingsplan vil sende bølger ud i samfundet og skabe en forståelse for problemet, siger uddannelsesordfører Martin Henriksen (DF). Han foreslår blandt andet, at undervisning og oplysning om jødernes historie og kultur i folkeskolen bliver optrappet.
Undervisningsminister Bertel Haarder (V) er umiddelbart positiv over for ideen:
- Problemstillingen er alvorlig. Jeg vil studere DFs forslag med interesse, og så vil jeg orientere mig om alt det, der i forvejen er gjort.
SFs formand, Villy Søvndal, nikker også til at se nærmere på problemet.
- Det, synes jeg, er oplagt mod enhver type af nedvurderinger af mennesker på grund af deres race, køn eller religion. Jeg synes, Europa må have lært, hvad antisemitisme kan udvikle sig til, siger Villy Søvndal.




































