Caféernes salg af dyr kaffe bliver sendt på rutsjetur af finanskrisen. Samtidig presses de af cyklende kaffemænd, der tilbyder kaffe til lavere priser. Mødet mellem restauratører og deres mobile konkurrenter går ikke altid stille af.
14. februar 2009, 19:45 – opdateret 14. februar 2009, 21:07
Café-kulturen er under pres. Ligesom flere restauranter kæmper caféerne med dalende omsætning, fordi finanskrisen får kunderne til at holde igen.
Ifølge den seneste undersøgelse af danskernes café-vaner fra Analyseinstituttet The Nielsen Company faldt antallet af café-besøg blandt 994 adspurgte med 14 procent over de sidste tre måneder af 2008.
»Det er et betydeligt fald. Hvis faldet fortsætter, får det betydning for den café-kultur, danskerne har udviklet over de seneste mange år,« sagde Lars Smidt, salgsdirektør i Nestlé, da undersøgelsen for nylig blev offentliggjort.
Lige som vi er begyndt at holde igen med at drikke kaffe på caféerne, tvang vores vigende privatforbrug de forretningsdrivende til at tyvstarte udsalget, og flere københavnske restauranter kæmper også med omsætningsfald. Det samme er tilfældet i resten af verden, som ifølge chefen for Den Internationale Valutafond, Dominique Strauss-Kahn, er »i alvorlig og dyb recession«.
Spørgsmålet er nu, om café-kulturen med café latten som omdrejningspunkt har toppet på grund af finanskrisen.
Kørende konkurrence
Las Olsen, økonom i Danske Bank og ekspert i danskernes privatøkonomi påpeger, at café Latte rent økonomisk er en »vild luksus«.
»Når man ser på, hvad det reelt koster at lave en kop kaffe, er der basis for at skære »latten« ud af budgettet i en krisetid,« siger han.
Caféerne udfordres ikke kun af danskernes lavere forbrug. Midt i krisen er der rullet nye, mobile kaffebarer ud i gaderne i Indre By. Og københavnerne står ligefrem i kø for at købe bl.a. café latte af samme kvalitet som på en café – men til en lavere pris.
De største og bedst beliggende caféer føler sig ikke truet af de nye kaffevogne. Men det gør de mindre. Således overværede Berlingske Søndag for nylig et opgør mellem en restauratør fra Kongens Nytorv og den cyklende espressomand Ole Skram. Restauratøren beskyldte Skram for at kapre kunder og stjæle hans overskud. Trods flere forsøg er det ikke lykkedes at få en uddybende kommentar fra restauratøren. Ole Skram afviser kritikken og henviser til, at myndighederne med nye regler netop har ønsket mobile boder i bybilledet.
Espressomanden - se video
Københavnerne har taget godt imod den cyklende kaffemand Ole Skram. Men ikke alle restauratører holder af de nye, mobile kaffebarer, som har fået lov til at sælge kaffe af Københavns Kommune i byens gader. Forleden blev Ole Skram overfuset og beskyldt for at kapre kunder og dræne omsætning af samme restauratør, som i december meldte Ole Skram til politiet.
Klik for at se video med den cyklende kaffemand
The player will show in this paragraph
































