EU-landene anerkender store dele af hinandens domstolskendelser. Derfor vil Danmark være tvunget til at opkræve en eventuel erstatning pådømt ved en britisk domstol i en sag om Muhammed-tegningerne. En uacceptabel indskrænkning af ytringsfriheden, siger justitsminister Lars Barfoed (K).
15. marts 2010, 23:00
Der kan være mange gode grunde til, at EU-landene har vedtaget at eksekvere domme fra hinandens civile og kommercielle domstole. Men det er uacceptabelt, hvis de EU-regler, som sikrer dette, reelt bidrager til at indskrænke ytringsfriheden i Danmark.
Det siger justitsminister Lars Barfoed til Berlingske Tidende i forbindelse med den sag om Muhammed-tegningerne, hvor den saudiske advokat Faisal Yamani truer med søgsmål mod ti danske dagblade ved »flere retssystemer«, som Yamani formulerer det.
Danske Dagblades Forening, DDF, frygter, at dette vil kunne ske i London, hvilket man fortalte justitsministeren ved et møde i går.
Efter mødet oplyste Justitsministeriet over for Berlingske Tidende, at ministeren nu vil bede EU-Kommissionen om at overveje ændringer af de regler, som forpligter danske myndigheder til at eksekvere kendelser afsagt ved eksempelvis en britisk domstol.
Det drejer sig nærmere bestemt om den såkaldte Bruxelles 1-forordning fra 2001, som skal revideres i løbet af de kommende år.
Kostbart søgsmål
Før gårsdagens møde med DDF sagde justitsministeren om sagen:
»Grundlæggende er det fornuftigt nok, at man i EU kan få eksekveret domme på tværs af landegrænserne. Men det er meget vidtgående, at en domstol i Storbritannien kan dømme danske medier med betydelige erstatningsbeløb og betydelige sagsomkostninger til følge,« sagde Lars Barfoed, som videre påpeger:
»Det er disse EU-regler, der medfører denne situation, og derfor er det de EU-regler vi må have lavet om,« siger Barfoed.
Ebbe Dal, adm. direktør i DDF, hilser det velkomment, hvis ministeren nu går ind i sagen.
»Det vil være meningsløst, hvis man kan tage en sag, der er blevet afvist i Danmark og så køre videre med den i Storbritannien,« siger Ebbe Dal, der forudser, at et søgsmål i London vil kunne blive meget langvarigt og kostbart for de danske dagblade.

































