Politiet greb for sent ind i Hyskenstræde, men det får ikke konsekvenser for nogen i ledelsen, siger justitsminister Brian Mikkelsen.
11. maj 2009, 17:53
Politiet handlede forkert, da de ventede for længe med at gribe ind over for den autonome gadefest i Hyskenstræde natten til lørdag. Det er justitsminister Brian Mikkelsen (K) enig med politidirektør Hanne Bech Hansen i. Men heller ikke han mener, at fejlskønnet skal have konsekvenser for nogen i ledelsen.
- Jeg har noteret, at også politidirektøren finder forløbet klart utilfredsstillende, og at hun har beklaget, at der ikke tilstrækkelig tidligt blev grebet ind over for ulovlighederne. Det er jeg fuldstændig enig i, siger justitsministeren til Ritzau.
- Vi kan ikke have, at vandaler hærger byen på den måde, tilføjer han.
/ritzau/




































