Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Borgmestre frygter besparelser på børn og ældre

Det bliver børnehaver, folkeskoler og ældreplejen, som må holde for, når regeringen varsler nulvækst i kommunerne. Sådan lyder kritikken fra flere borgmestre. Erhvervs- og økonomiminister Lene Espersen sætter sin lid til øget effektivitet.

Regeringen må melde klart ud og fortælle danskerne, at en nul-vækst i kommunerne vil betyde besparelser på ømtålelige områder som børn og ældre. Sådan lyder opfordringen fra en række borgmestre.

»Vil regeringen lave nul-vækst i forhold til kommunerne, vil det betyde, at man mange steder skal ud i nye sparerunder, som vil ramme de ældre og børnene,« siger Århus-borgmester Nicolai Wammen (S), som bestemt ikke hilser en kommende nul-vækst i kommunerne velkommen.

Det er ellers, hvad der er lagt op til efter, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Erhvervs- og Økonomiminister Lene Espersen (K) i går afsluttede det halvårlige regeringsseminar på Havreholm Slot med et pressemøde. Her fastslog statsministeren, at der ikke bliver plads til nogen realvækst i kommunerne i 2011.

»Sig det ligeud«

Den udmelding møder også kritik fra Horsens-borgmester Jan Trøjborg (S), der er favorit til at blive ny KL-formand.

»Fremover får vi flere ældre og øgede udgifter til undervisningsområdet og svage unge som følge af regeringens målsætninger. Så det, regeringen lægger op til, er serviceforringelser, og det synes jeg, at regeringen skal sige ligeud,« lyder opfordringen fra Jan Trøjborg.

I Venstres bagland er der større forståelse for, at kommunerne også må holde for, når der er underskud på statens budget. Men regeringen skal forberede befolkningen på konsekvenserne af en nul-vækst, lyder meldingen fra den nuværende KL-formand, Rudersdal kommunes borgmester, Erik Fabrin (V).

»Det er noget, regeringen er i sin gode ret til, for det er regeringen, der driver og er ansvarlig for den økonomiske politik. Men hvis man skal kunne holde et nul-vækst-scenarie, så er den første forudsætning, at regeringen går foran og er med til at afstemme befolkningens forventninger,« siger Erik Fabrin

Effektivitet

Ifølge erhvervs- og økonomiminister Lene Espersen (K) er effektivisteringer en af vejene til et fortsat højt serviceniveau i kommunerne. Det sagde hun på gårsdagens pressemøde på Havreholm Slot. Men den slags løfter falder ikke i KL-formandens smag.

»Det er en farlig udmelding, for dermed signalerer hun til befolkningen, at nul-vækst kan I ikke regne med. At kommunerne vil effektivisere, så der alligevel er penge til forbedringer. Den type udmeldinger må regeringen holde igen med. Ellers står de ikke på mål for nul-væksten,« siger Erik Fabrin, Han understreger, at kommunerne hele tiden arbejder med udlicitering og mere effektivitet.

»Men vi har også en aftale med regeringen om, at forbedringen bliver i den enkelte kommune, så der er råderum til serviceforbedringer,« siger han.

I Herning viser Venstrekometen Lars Krarup også forståelse for, at det kan blive nødvendigt at spænde livremmen ind i kommunerne. Men han er helt på linje med KLs formand, når det gælder landspolitikernes trang til at udstede gyldne løfter.

»Det kræver, at Folketinget stopper strømmen af gyldne løfter til borgerne, for det bliver reelt den modsatte dagsorden,« siger Lars Krarup.