Boligforeninger håber, at balladen på Belvederevej vil skabe mulighed for ekspresbehandling i sager om voldelige lejere. I Gellerupparken skulle der gå tre år, fra hærværket startede, til ballademagerne var ude.
27. august 2009, 08:45 – opdateret 27. august 2009, 10:44
I sommeren 2003 gløder de påsatte brande i Gellerupparken, og vold, overfald og røverier præger boligblokken.
Så da tre unge tilstår kriminaliteten, handler Brabrand Boligforening hurtigt. Ballademagerne og deres familier skal ud af Gellerupparken. Det starter et tre år langt juridisk ping-pong mellem beboerklagenævn, fogedret, boligret og landsret.
Først i november 2006 får Brabrand Boligforening Vestre Landsrets ord for, at alle tre unge og deres familier kan sættes ud af Gellerupparken.
- Så når Lejerbo siger, at det er en lang proces, så har de fuldstændig ret, siger Torben Overgaard, direktør for Brabrand Boligforening.
Lejeloven bør ændres
Den lange sagsbehandling i boligsager er igen blevet aktuel, efter en familie har hærget en boligblok i Helsingør. Boligselskabet vil have problemfamilien ud, men tiden tikker.
- Der er tradition for, at man er langmodig og tolerant i sådan nogle sager. Det er for det meste fair og fint, men i de her ekstreme tilfælde ødelægger det alt for de andre beboere, siger Steffen Boel Jørgensen, forretningsfører i boligselskabet Lejerbo, der ejer boligerne i Helsingør.
Han håber, at man fra Folketingets side vil gøre alvor af gårsdagens mange politiske udmeldinger:
- Det er man nødt til. Ellers kommer der bare en ny sag. Medieomtalen har fungeret som en murbrækker, så politikerne har fået øjnene op for noget, vi i et halvt år ikke har kunnet få opmærksomhed omkring.
Både Brabrand Boligforening og Lejerbo efterlyser et eftertjek, hvad enten det er loven, praksis eller administrationen, der er noget galt med.
- Jeg tror, politikerne er nødt til at se på, om de eksisterende spilleregler er gode nok, siger Brabrand-direktør Torben Overgaard og kommer med et konkret forslag:
- Beboerklagenævnet har en meget kort behandlingstid. Det tager cirka en måned. Men som det er nu, kan beboerklagenævnet kun foretage betingede ophævelser af lejemålet. Man kunne overveje, om de skulle have kompetence til at ophæve lejemålet, foreslår Torben Overgaard.
- Ellers kan det blive en lang, lang, lang proces, hvis modparten virkelig vil trække det i langdrag. Det har de mange muligheder for, supplerer han.
For at beboerklagenævnet kan kunne ophæve et lejemål, kræver det ifølge Torben Overgaard en ændring i lejeloven. Den beslutning ligger på justitsministerens bord.
Ministre kaldes i samråd
Flere partier på Christiansborg meldte i går ud, at de vil have både justitsminister Brian Mikkelsen og socialminister Karen Ellemanns svar på, hvordan man undgår lignende situationer fremover.
SF og Socialdemokraterne har kaldt ministrene i samråd, hvor også De Radikale og Dansk Folkeparti vil have svar.
- Sådan som det er nu, kan der gå op til flere år, og det er urimeligt. I ekstreme tilfælde bør man kunne sætte folk ud meget hurtigt, sagde DF's retsordfører Marlene Harpsøe i går til Berlingske.dk.
Lone Dybkjær fra De Radikale vil også have den voldelige familie ud.
- Socialministeren må komme med forslag til, hvordan man kan løse det her problem. Det er urimeligt, at de fredelige familie skal bøde for en enkelt familie, der angiveligt chikanerer resten af boligforeningen, sagde hun.




































