Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, taler lillejuleaften i Danmarks ældste moské.
22. december 2008, 14:24
Normalt prædiker Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, i domkirken i juletiden, men lillejuleaften tager han en afstikker til Danmarks ældste moské, Nusrat Djahan Moskéen.
Her er han blevet inviteret til at fortælle om Julens budskab, mens moskéens imam, Naimatullah Basharat, vil fortælle om Jesus i Koranen.
Selvom en dansk biskop i en moské er et særsyn, så har Erik Norman Svendsen en gang tidligere stillet op i Allahs hus. Dengang var det i en moské i Damaskus.
- Når nogle er så venlige at invitere mig, så kommer jeg med glæde, og så er det ligegyldigt, om det er den lokale Rotary-klub eller andre trosretninger, som inviterer, siger biskoppen.
Erik Norman Svendsen ser invitationen som en forlængelse af den tradition kristne og muslimer har i Mellemøsten. Her er det kutyme, at muslimer besøger kristne i julen, mens kristne til gengæld tager på visit hos muslimerne under ramadanen for at ønske hinanden glædelig fest.
- Det er udtryk for, at man respekterer hinanden og viser, at man kan leve fredeligt sammen på trods af forskellig tro. Det handler om at besøge og lytte til hinanden, og jeg synes det er flot, at jeg er blevet inviteret til dem lillejuleaften, siger Erik Norman Svendsen.
/ritzau/




































