»Birthe Rønn er en rollemodel«

Hvis de unge har brug for en rollemodel, kan de kigge på Birthe Rønn. Det var et af de mere opsigtsvækkende budskaber på regeringens seminar.

Det går skidt. Men måske lidt mindre skidt, end for lidt siden. Det var beskeden fra Lars Løkke Rasmussen (V), da han i går afsluttede sit første regeringsseminar som statsminister. I år var seminaret henlagt til det naturskønne Odsherred og Dragsholm Slot. Her har tidens tand gnavet i den fine hvide facade, og de grå regnskyer hang tungt over regeringen, men der er lys for enden af tunnelen, bedyrede statsministeren.

»Og det er ikke fra et modkørende tog, men vi skal ikke lade os forblænde. Der er lang vej igen, og arbejdsløsheden vil fortsat stige,« sagde han, flankeret af vicestatsminister Lene Espersen (K), der ivrigt nikkede, så man måtte forstå, at hun ikke kunne have sagt det bedre selv.

Og så fik den med kendte temaer, som at regeringens førsteprioritet er at få Danmark og danskerne så sikkert gennem krisen som muligt, og at regeringen iværksætter de nødvendige tiltag.

Ellers var der godt nyt til Lars Løkkes søn Bergur, som statsministeren efter sin tiltrædelse lovede ikke skulle blive ramt af ungdomsarbejdsløshed, og så var der en fast hånd til både politiet og banditterne.

Regeringen nedsætter således en politifølgegruppe, som både skal overvåge oprydningen i politiets økonomi, der minder om Nørrebro efter en gadekamp, og sørge for, at der kommer et øget fokus på bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

»Unge, der er havnet i kriminalitet, skal stoppes af en fast hånd, og unge, der er på vej ud i kriminalitet, skal stoppes af en varm hånd, som kan løfte dem videre,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

Og Lene Espersen nikkede.

Men har regeringen styr på situationen, og hvad er det for rollemodeller, der er for de unge, når en præst og et folketingsmedlem åbent opfordrer til lovbrud i sagen om de afviste irakere, ville en journalist vide.

»Der er andre rollemodeller. Man kan kigge på integrationsministeren, der i disse dage står vagt om, at vi lever i et retssamfund,« sagde Lars Løkke Rasmussen, og Lene Espersen var tydeligvis helt enig.

Løkke: Vi kan multitaske
En anden ville vide, om V og K nu var blevet enige om, hvad der er regeringens vigtigste opgave, efter at Lene Espersen tidligere var ude og lancere et burkaforbud med henvisning til, at intet er vigtigere end at bekæmpe radikal islamisme.

»Vi er i stand til at multitaske. Vi kan godt gabe over to ting på én gang,« sagde Lars Løkke Rasmussen, og Lene Espersen stemte i: »Lige præcist. Bare fordi man fremhæver et alvorligt problem, betyder det jo ikke, at der ikke er andre problemer, der skal håndteres. Vi er fuldstændig enige i den krisehåndtering, som statsministeren har udøvet,« sagde hun.

Men hvad så med Pia Kjærsgaard, der har sagt, at der snart er brug for noget handlekraft i regeringen, ville én vide.

»Vi er meget optaget af at regere det her land. Andre er mere optaget af næste valg eller skattepolitik. Men vi vil fortsat fokusere på den krise, vi befinder os i. Det er det vigtigste,« lød det fra statsministeren.

Og Lene Espersen var helt enig. Det kunne man se.