24. april 2004, 11:30 – opdateret 25. april 2004, 09:27

Jeg er enig i, at man må stille større krav til Berlingske Tidende end til andre aviser. Især i en sag som denne. Vi har som ambition at være landets mest troværdige avis - det forpligter ekstra. I sin kritik taler Uffe Ellemann-Jensen utvivlsomt på vegne af mange læsere - derfor er det et vigtigt og værdifuldt indlæg, som jeg vil forsøge at svare udførligt og oprigtigt på. Blot vil jeg slå en principiel ting fast: Uanset at Berlingske Tidende støttede og støtter den danske deltagelse i Irak-krigen, må avisen forholde sig kritisk til de overvejelser, der gik forud for beslutningen. Det er avisens opgave. Det er forudsætningen for avisens troværdighed.

Uffe Ellemann-Jensen har mange kritikpunkter i sit indlæg - lad mig svare på dem et ad gangen.

1. Forløbet har været som en

journalistisk lemming-effekt.

Forløbet har været voldsomt, indimellem farceagtigt og giver anledning til grundig evaluering hos mange medier. Naturligvis også Berlingske Tidende. Men man må skelne mellem, hvad denne avis har skrevet, og hvad andre har skrevet og sagt. Der har været afgørende forskelle i vinkel, betoning og grundholdning.

2. Avisen har tabt troværdighed

i denne sag.

Grundlaget for vores artikler har været de skriftlige kilder, FE-rapporterne. Fra den første dag - søndag 22. februar - skrev vi historien om, at FE havde baseret sine trusselsvurderinger på udenlandske kilder, og at rapporterne indeholdt mange nuancer. Historien handlede om dette - ikke om regeringens troværdighed. Siden udviklede historien sig. Mange medier, mange politikere kastede sig ind i diskussionen. De havde - og har - alle en særlig dagsorden; de læste vores artikler, som Fanden læser Bibelen, og brugte dem til at beskylde Anders Fogh Rasmussen for at have løjet.

I dette - lejlighedsvis absurde - forløb stod Berlingske Tidendes artikler uanfægtet. Det gør de stadig. Der har været så meget støj, vrøvl og misforståelser i luften, at mange måske tror, at Berlingske Tidende skrev noget andet, end vi faktisk skrev. For at råde bod på forvirringen genoptrykte vi vores artikler lørdag 17. april, så alle kunne genopfriske, hvad der stod i vores avis. Og nu hvor regeringen har offentliggjort FE-notaterne, kan enhver se, at vores journalistiske behandling af notaterne var fair. FE-notaterne indeholdt mange nuancer, usikkerheder og forbehold - det samme gjorde vores referat af notaterne. Hele materialet ligger frit tilgængeligt på www.berlingske.dk.

3. Vi lever i en farlig tid. Derfor er der

som den, Berlingske har leveret.

Ja, vi lever ulykkeligvis i en farlig tid. Danmark er i praksis et land i krig, og vi lever dagligt med frygten for en terroraktion. Derfor bliver vi som et åbent og frit samfund nødt til at diskutere, hvordan vi håndterer dette nye vilkår. Hvor skal grænsen gå for åbenhed? Skal staten kunne stemple alle oplysninger, også oplysninger der blot er politisk ubekvemme, med »fortroligt« og dermed kompromittere en demokratisk beslutningsproces? Det er i realiteten dén diskussion, Berlingske Tidende rejste med avisens artikler. Det er dén diskussion, der er den vigtige.

4. Berlingske Tidende har lavet et

groft citatfusk.

Når man læser avisens artikler, fremgår det, at vi hele tiden har søgt at referere både FE-notaterne og Anders Fogh Rasmussen loyalt. Det omtalte citat af Anders Fogh Rasmussen kommer ikke fra Berlingske Tidende, det stammer fra et pressemøde. Citatet lyder sådan: »Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror. Vi ved det.« Avisen har benyttet citatet og fremhævet det. Fogh Rasmussen fortsatte med en uddybning: »Irak har selv indrømmet, at de har haft sennepsgas, nervegas og miltbrand, men Saddam Hussein vil ikke afregne. Han vil ikke fortælle os, hvor og hvordan de våben er blevet destrueret. Det ved vi fra FNs inspektører, så der er ingen tvivl i mit sind.« Jeg ville ønske, at vi havde haft denne uddybning med; det ville ikke have ændret substansen i vores artikler, men det ville have lagt beskyldningen om groft citatfusk død. Jeg forstår udmærket, at Anders Fogh Rasmussen føler, at hans citat er blevet »maltrakteret« i den politiske debat. Det er ikke rimeligt at slå ham i hovedet med dette ene citat og bruge det som afsæt for en beskyldning om, at han har løjet. Det har mange gjort - ikke denne avis.

5. Avisen har meget naive forestillinger

arbejder.

Jeg tror, vi har en ganske god fornemmelse af, hvordan FE arbejder. Det er jo det, vores artikler har handlet om, nemlig at FE i en sag som denne må forlade sig på udenlandske kilder. Ikke overraskende, men interessant at få et indblik i, når vi trods alt taler om oplysninger, der indgår i landets overvejelser om at gå i krig.

6. De ubesvarede spørgsmål omkring

Berlingskes historie:

· Blandt andet på grund af straffesagen mod journalisterne kan jeg ikke fortælle, hvordan dialogen mellem Frank Grevil og journalisterne fandt sted. Men jeg kan fastslå, at avisen havde adgang til hele det materiale, vi refererede fra.

· Ja, vi byggede historien på én kilde, nemlig FE-rapporterne - ikke Frank Grevil. Materialet var skriftligt og troværdigt, hvilket bekræftes af offentliggørelsen forleden af det samme materiale.

· Ja, naturligvis var journalisterne kritiske over for Frank Grevil. Men det afgørende var - og er - ikke personen Frank Grevil, men det skriftlige FE-materiale. Det var det materiale, der var grundlaget for historien.

· Vi gjorde det mulige for at verificere materialet; vi henvendte os til FE og til Forsvarsministeriet, som ikke ønskede at kommentere avisens oplysninger.

7. Berlingske Tidende bør gennemføre

en uvildig undersøgelse af sig selv.

Det er en interessant idé, men jeg må svare, som statsministeren gjorde det forleden: Der er ikke noget at undersøge. Alt er fuldt belyst. Enhver kan læse samtlige FE-rapporter og samtlige artikler fra avisen på www.berlingske.dk. Der er overensstemmelse.

Dette står tilbage: I kraft af vores artikler har vi fået et indblik i det saglige beslutningsgrundlag for, at Danmark gik med i Irak-krigen; vi har vist, at regeringen havde adgang til mange forskellige, modsatrettede vurderinger, før den traf sin beslutning - vurderinger som er interessante for offentligheden. Og vi har rejst en uhyre vanskelig, men nødvendig diskussion om et demokratis åbenhed i en ny og barsk sikkerhedspolitisk virkelighed. I materialet er der ikke grundlag for at beskylde Anders Fogh Rasmussen for at have løjet eller manipuleret, hvorfor vi ikke har skrevet det. Det har mange andre sagt og skrevet, Berlingske Tidende har ikke.

Disse synspunkter er ikke nye, de fremgår senest af avisens leder »Forbehold« tirsdag 20. april. Man kan også læse mine kommentarer »Avisen, fortroligheden og demokratiet« fra 4. april og »Vi står ved, hvad vi skrev« fra 15. april. Eller lederen »Den hemmelige tjeneste« fra 15. april. Eller lederen »En nødvendig åbning« fra 16. april, hvor avisen allerede før offentliggørelsen af FE-notaterne fastslog, at der ikke var grundlag for at beskylde Fogh Rasmussen for at have handlet i ond tro. Enhver vil kunne se, at fokus for Berlingske Tidende i dette forløb ikke har været Fogh Rasmussens person, men noget ganske andet, nemlig det principielle spørgsmål: Hvor skal grænsen gå for et demokratis åbenhed i en ny barsk virkelighed?

Mange har i den seneste tid kritiseret Berlingske Tidendes FE-dækning, fordi den har været kontroversiel. Først blev vi kritiseret for at »lægge låg på« vores dækning af hensyn til regeringen - siden blev vi kritiseret for at være for kritiske over for regeringen.

Berlingske Tidende stiller store krav til sin journalistik - derfor er kritik en naturlig og værdifuld ting i vores hverdag. Blot beder jeg om, at man retter sin kritik mod det, Berlingske Tidende skrev - ikke mod det, politikere, opinionsdannere og andre aviser hævder, at Berlingske Tidende skrev.