Bendt Bendtsen: Rimelig dom over min søn

Økonomi- og erhvervsministeren var optaget af sit politiske arbejde, da byretten i Odense i går eftermiddags idømte hans 23-årige søn Christian toethalvt års ubetinget fængsel for at opbevare 3,4 kilo amfetamin i sin dybfryser.

Mens anklager og forsvarer talte om en »afbalanceret« dom over den 23-årige Christian Bendtsen, så brugte økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) i en kortfattet kommentar selv ordet »rimelig« om dommen, der nu sender hans søn toethalvt år i fængsel.

»Min søn Christian har i dag måttet sande, at samfundet ikke kan eller vil tolerere omgang med narkotika. Efter 25 år i politiet har jeg fuld tiltro til, at retten i dag har givet ham en fair behandling og en rimelig straf,« sagde Bendt Bendtsen umiddelbart efter dommen til Ritzaus Bureau.

Bendt Bendtsen selv var i går optaget af sit politiske arbejde og således ikke til stede i byretten i Odense, da hans søn uden synlige tegn på bevægelse efter fire timers retsmøde modtog dommen. Den unge mekanikerlærling, der ikke fik sit svendebrev på grund af anholdelsen, fik et knus af sin mor, Kirsten Bendtsen, inden han blev ført tilbage til arresten.

Christian Bendtsen, der blev anholdt, sigtet og efterfølgende varetægtsfængslet 19. juni, blev nemlig trods forsvarerens anmodning ikke løsladt efter domsafsigelsen, men forbliver bag lås og slå, indtil han kan starte afsoningen af fængselsstraffen.

Naiv og umoden

Anklageren i sagen mod ministersønnen, politiassessor Jacob Beyer, havde krævet ikke under tre år og seks måneders fængsel til Christian Bendtsen for at opbevare 3,4 kilo amfetamin i sin dybfryser for en ven. Som betaling for hjælpen havde Christian Bendtsen modtaget 75 gram hash, ligesom han i mindre omfang tidligere havde købt både hash og amfetamin af vennen. Men retsformanden, dommer Henrik Agersnap, sagde, at når den 23-årige kun fik toethalvt års fængsel, så skyldes det bl.a., at han er ustraffet, lever under gode sociale forhold, og at han er naiv og umoden.

Tidligere under retsmødet var det af oplæst erklæring fra Kriminalforsorgen om Christian Bendtsens personlige forhold og hans personlighed entydigt fremgået, at han er naiv og umoden af sin alder, dårlig til boglig indlæring og fik en 10. klasse med middelt resultat.

»Jeg vil hellere ud og bruge mine hænder,« forklarede han i retten.

Med dommen kan Kirsten og Bendt Bendtsen formentlig med ekstra styrke koncentrere sig om at hjælpe deres søn i tiden frem mod hans løsladelse i en sag, der på intet tidspunkt blev politisk betændt for den konservative topminister.

Bendt Bendtsen tog efter sønnens anholdelse en pause fra sit politiske arbejde for at være hos sin familie og var fra første færd fredet i den mareridtsagtige sag af sine politiske kolleger, venner som fjender.

»Bendt Bendtsen skal have lov til at tage sig af sin familie i ro og mag. Det her er hans private sag,« sagde Enhedslistens Line Barfod således til B.T. dagen efter Christian Bendtsens anholdelse. Enslydende meldinger kom fra de øvrige partier i Folketinget.

Ugen efter redegjorde en tydeligt rystet og sorgtynget Bendt Bendtsen for sagen - så godt som han nu kunne - i et åbenhjertigt interview i DR.

Både som konservativ politiker og som tidligere politimand er Bendt Bendtsens linje over for kriminalitet hård. Og den ændrer dommen ikke på:

»Min søns dom i dag har ikke og vil ikke ændre min holdning til narkokriminalitet. Det er en forbrydelse, som jeg tager stærkt afstand fra,« sagde han til Ritzaus Bureau i går og slog samtidig fast, at familien vil gøre alt for, at Christian Bendtsen får et ordentligt liv efter afsoningen.

»Det er menneskeligt hårdt kun at måtte besøge sin søn en time om ugen, som Kirsten og jeg har gjort siden varetægtsfængslingen, men det ville være ubærligt, hvis vores søn oplevede, at vi ikke længere var der for ham.«