Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Belvederevej går i fogedretten i dag

Sagen om den ene familie, der spolerer hverdagen for 23 andre i et boligbyggeri i Helsingør, skal lynbehandles. Det mener boligselskabet, som i dag går til fogeden for at få familien ud nu.

- Vi kan ikke mere.

Fire ord opsummerer hele situationen for 39-årige Elisabeth Sørensen og de 22 andre familier, der det sidste år er blevet chikaneret af én familie i et boligbyggeri på Belvederevej i Helsingør.

Derfor vil advokaten for boligselskabet Lejerbo troppe op i fogedretten i dag. Den ene familie skal ud. Nu.

- Det er ikke en almindelig sag det her. Jeg kalder det en promillesag, men det er dem, der vejer tungt og koster meget. Hvis borgerne skal have tillid til samfundet, så må samfundet vise, at man vil handle, siger Steffen Boel Jørgensen, forretningsfører for Lejerbo.

Han frygter, at der kan gå år, før der sker noget, hvis ikke fogeden vil smide familien ud. Det er en uholdbar situation.

- De sover med kommode foran døren og boldtræ ved siden af sengen. Det er fuldstændig absurd. Det er jo ikke Beirut det her, siger Steffen Boel Jørgensen.

Imens tygger beboerne på det tilbud, som Lejerbo fremsatte i går. De vil genhuse de beboere, som ikke vil bo på Belvederevej længere.

- Vi summer meget over det. Vi synes, det er en svær beslutning, om man skal flytte eller ej. Hvis man ikke har transportmidler, kan det være svært at passe sit arbejde og få børnene i skole. Det er ikke i Helsingør, vi bliver genhuset, men i Frederiksværk. Men muligheden er der, og så må vi se på, om det rent praktisk kan lade sig gøre, siger Elisabeth Sørensen, der bor i boligbyggeriet med sin mand og to børn.