20. juni 2008, 21:23 – opdateret 20. juni 2008, 22:02

Marianne Sparre husker, hvordan hendes søn Peter havde koncentrationsproblemer allerede som treårig. Han kunne ikke gennemføre enkle ting som at gå ud på badeværelset, når han skulle have børstet tænder. Med mindre hun guidede ham hele vejen. Da han kom i børnehave, klagede pædagogerne over, at han ikke var bedre til at klare sig selv.

»Jeg tænkte over, hvad jeg mon havde gjort galt i opdragelsen. Omverdenen havde ingen forståelse for Peters vanskeligheder, og det stillede mig i et dårligt lys som forælder,« siger Marianne Sparre.

Men sidste år opdagede psykologen Kirsten Callesen, at drengen udviste symptomer, der indikerede, at han havde opmærksomhedsforstyrrelsen ADHD. Koncentrationsbesvær, motorisk uro og en tendens til, at man let kunne aflede ham.

Der skulle dog gå op mod syv måneder, før han fik en tid på Bispebjerg Hospitals Børne- og Ungdomspsykiatriske afdeling. Først i denne uge er han begyndt på et undersøgelsesforløb, der kan give ham en diagnose.

»Det er frustrerende at vente på, for man ved ikke, hvad der skal ske, og hvor slemt det er for ens barn. Man maler et skrækscenarie i hovedet. Bekymringerne fylder rigtig meget,« siger Marianne Sparre.

Uvis fremtid
Peter er i dag otte år, og han lider i forvejen af udviklingsforstyrrelsen Aspergers Syndrom, som er en form for autisme. Lidelsen indebærer bl.a. en manglende evne til at indgå i og forstå sociale samspil. Lige nu er han tilknyttet Strandvejsskolen og går i en indskolingsklasse for børn, som ikke umiddelbart trives i et normalt forløb i folkeskolen. Her tilpasser lærerne undervisningen til ham, men indskolingen varer kun to år. Og det er endnu ikke besluttet af Københavns Kommune, hvilken institution han skal gå i fremover.

»Derfor er det vigtigt at finde ud af, om han har ADHD. Det er med til at afklare, om han eksempelvis bør komme i en specialinstitution,« siger psykolog Kirsten Callesen.

Behøver mandsopdækning
For børn med ADHD er det centralt, at hverdagen virker overskuelig. De har en øget risiko for indlæringsproblemer og behøver bl.a. lærere, der skaber en struktureret skolegang. Underviserne er ofte nødt til at gentage formuleringer af opgaver for børnene. Mange af dem trives desuden bedst i små grupper, så de har mulighed for at få en individuel støtte af læreren.

Marianne Sparre kan ikke lade være med at forestille sig det værste.

»Jeg er bange for, at han ender i en normal folkeskole, for han har behov for særlige pædagogiske rammer. Man kan ikke passe ham ind i et skolesystem – han skal passes ind. Ellers vil han hele tiden møde krav, han ikke kan honorere. Og nederlagene vil måske gøre ham indadvendt og gal,« siger hun.

I den kommende tid vil undersøgelser på Bispebjergs Hospital kortlægge, hvad hendes søn kræver pædagogisk og muligvis medicinsk i fremtiden. ADHD kan f.eks. behandles med stoffet Ritalin, der er i stand til at fremme barnets koncentrationsevne.

»Det er en utrolig lettelse, at den psykiatriske undersøgelse er begyndt. Selvom det er ganske forfærdeligt, at der er så lang ventetid,« siger Marianne Sparre.