Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Behandlere: Forsvaret næppe en god opdragelseanstalt

Hverken Dansk Socialrådgiverforening eller SSP-samrådet tror, at forsvaret vil være den bedste opdragelsesanstalt for unge kriminelle mellem 15 og 18. Tidligere jægersoldat finder dog ideen god.

Et job hos Forsvaret er slet ikke måden at løse problemet med ungdomskriminalitet på, som Venstre ellers foreslår i dag. Det mener i hvert fald nogle af de folk, der til hverdag møder de kriminelle unge.

»Jeg er lodret uenig med Kim Andersen. De unge har slet ikke brug for den slags kadaverdisciplin. De bliver kun mere nedbrudte end opbyggede af at komme i Forsvaret,« siger Bettina Post, formand i Dansk Socialrådgiverforening.

»Militæret egner sig fint til unge mænd. Men her er der jo tale om børn, og de har i stedet brug for en socialfaglig indsats. De har ikke brug for et militærsystem, der er uden omsorg og støtte. De har brug for at få bygget en dagligdag op med fornuftige voksne i deres eget miljø,« siger Bettina Post.

Hendes holdning bakkes fuldt ud op af Jørgen Pedersen, der er formand for det såkaldte SSP-samråd – et samarbejde mellem skole, socialarbejdere og politiet, der netop fokuserer på unge kriminelle.

Sammen med sine SSP-kolleger, der forsøger at møde de unge, hvor de hænger ud, har han registreret, at unge ikke reagerer positivt på at opholde sig i macho-miljøer, som han betegner Forsvaret som.

»Det giver dem måske et hurtigt kick, men jægersoldater eller sergenter har ikke mulighed for at være rollemodeller for dem, når de kommer tilbage til deres nærmiljø. Og det er virkelig her, de har brug for nogen til at fortælle dem, hvad der er rigtigt og forkert,« siger Jørgen Pedersen.

»Det er altid let at kræve hårdere straffe eller mere disciplin. Men det er normerne, vi skal ændre hos de unge, før det nytter noget,« mener han.

Ikke noget pylreværk
Poul Dahl, tidligere chef for Jægerkorpset og kandidat til Europa-Parlamentet for Venstre, er derimod begejstret for sit partis forslag.

»Man har jo den slags træningslejre i England og USA, og jeg mener, at vi i Forsvaret har folk, der har de helt rigtige kompetencer til at motivere de her unge, så de får noget ud af det,« siger Poul Dahl.

For Poul Dahl er det helt naturligt at koble Forsvaret sammen med en social indsats over for ungdomskriminalitet.

»Jeg har ofte efterlyst en sammentænkning af vores ressourcer i forhold til beredskabet overfor nogle af de her problemer, og i Forsvaret kan man bruge erfaringer fra f.eks. Jægerkorpset, hvor man også stiller hårde krav og piller folk ned psykologisk og bygger dem op igen. Man skal sætte nogle af de almindelige regler ud af kraft, så det ikke bliver noget pylreværk,« siger han.

Den tidligere chef for Jægerkorpset mener også, at jobbet i Forsvaret skal bestå af andet end arbejde. De unge vil have godt af at prøve livet som soldat, mener Poul Dahl.

»Der skal være mulighed for at sende dem på stroppeture eller lade dem springe et måltid over. De kan ikke komme og tro, at der er mad klokken 18 og rygepauser, når de har lyst,« siger han.

Socialdemokraternes socialordfører Mette Frederiksen forstår slet ikke, hvordan militæret skulle kunne hjælpe de tunge, unge kriminelle. For de unges problemer er oftest dybere end bare manglende afretning, mener hun:

»De er vokset op uden forældre – de får ikke forældre af at male en port i Forsvaret,« siger hun.