Bedsteforældre håber på fredelig aktion

Flere ældre borgere er mødt op til eftermiddagens demonstration ud for Sandholmlejren. Demonstranterne er på vej fra Allerød station mod asylcentret.

Flere nydelige ældre medlemmer af gruppen ’Bedsteforældre for asyl’ er mødt op for at støtte ’Luk lejren’-demonstrationen ved Sandholm-lejren.

-Vi er imod de forfærdelige forhold i lejren især for børnene og de unge, siger Kirsten Juul, 67, fra Gilleleje, mens hun sammen med Niels Holger Pedersen pakker et par folde-ud-cykler ud, som de har haft med i bilen.

Foreningen ’Bedsteforældre for asyl’ har ca. 150 medlemmer, og de har jævnligt afholdt deres egne demonstrationer foran Sandholm-lejren om søndagen.

- Vi håber på en fredelig aktion. Hvis det bliver voldsomt, tager vi hjem igen, siger Kirsten Juul.

Demonstranterne lover en fredelig demonstration
Lidt før 13.30 kom et S-tog frem til Allerød proppet med demonstranter, der væltede ud af toget med rygsække og barnevogne og blev modtaget med jubel af deres venner.

Demonstranterne lover en fredelig demonstration. De vil kun praktisere civil ulydighed, meddeler de.

- Vi er overbevist om, at vennerne vil opføre sig ordentligt og ikke-voldeligt. Der bliver kun tale om civil ulydighed, siger Pil Christensen, talsmand for Luk Lejren.

- Vi vil vise at vi mener, asylansøgerne bliver behandlet umenneskeligt. Vi mener ikke, Røde Kors er racister. Men de rammer, de arbejder indenfor, er ikke gode nok, siger hun.