Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Beboere mangler hjælp mod bordel-chikane

Hvert fjerde bordel ligger klos op ad private lejligheder. Politiet modtager ofte klager fra naboer, men mangler sanktionsmuligheder. Flere retsordførere vil nu se på sagen.

Hvis din nabo åbner et bordel, og lagengymnastikken holder dig vågen om natten, står du i dag uden mulighed for at slippe af med problemet.

Flere beboere har henvendt sig til Folketinget efter forgæves forsøg hos kommune, ejendomsforening og politi. Beboerne klager over trusler i opgangen, kunder der tisser indenfor, larm hver nat og et utrygt miljø for deres børn.

Problemet er omfattende, for prostituerede og deres kunder og alfonser deler opgang med helt almindelige beboere i forbindelse med hvert fjerde bordel. Samtidig ligger hvert femte bordel i en kælder i tilknytning til en lejlighedsejendom.

Det viser en undersøgelse, som Berlingske Research har lavet på baggrund af adresser på 287 bordeller og massageklinikker fordelt over hele Danmark. Seneste opgørelse fra Servicestyrelsen viser, at der i alt er 499 bordeller og massageklinikker i Danmark.

Køb adgang: Her bruges privatadresser til prostitution

Lovligt at købe sex

Hos politiet kan man godt forstå frustrationerne over bordellerne. Men man mangler muligheder for at gribe ind, forklarer Trine Møller Andersen, som leder indsatsen mod kvindehandel i København.

»Det er jo lovligt at sælge og købe sex i Danmark, så længe kvinden er over 18 år. Vi har ingen muligheder for at lukke bordellerne - heller ikke selvom de ligger i lejlighedsopgange,« siger Trine Møller Andersen.

Samme problematik kender man hos Østjyllands Politi, hvor politiet i øjeblikket har registreret 53 bordeller.

»Hvis der er et bordel, der kører regelmæssigt, så kan vi jo ikke lukke det - selvom de generer naboerne. Samtidig må vi sige, at indsatsen primært koncentrerer sig om menneskehandlerne, men de er svære at gøre noget ved uden pigernes hjælp,« siger Lars Jung, vicepolitikommissær og indsatsleder mod prostitution i Østjylland.

Over de seneste år har man intensiveret indsatsen mod prostitutionens bagmænd, og Trine Møller Andersen understreger, at lovgivningen mod rufferi og menneskehandel fungerer godt. Efterforskningen er dog tung og kan tage år. Derfor savner hun nogle lettere sanktionsmuligheder i det daglige.

Et åbenlyst problem

Beboernes frustrationer og politiets mangel på sanktionsmuligheder får nu flere medlemmer af retsudvalget til at reagere.

Socialdemokraterne, SF, Radikale Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti er alle klar til at hjælpe beboere, der bliver chikaneret af bordeller i deres opgang.

»Det er afgørende for mig, at vi kommer den utryghed og kriminalitet, som bordellerne trækker med sig, til livs. For det synes jeg ikke er rimeligt. Hvis politiet ikke har nogen værktøjer til det, så har vi altså et meget åbenlyst problem,« siger SFs retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt.

Hun vil nu kalde justitsministeren i samråd. Samtidig vil Radikale Venstres retsordfører, Lone Dybkjær, spørge miljøministeren, om hun vil ændre planloven, sådan at bordelvirksomhed i udlejningsejendomme bliver forbudt.

Hvis et forbud er den bedste løsning, vil formanden for retsudvalget Peter Skaarup (DF) gerne være med til at indføre det.

»Det virker lidt, som om lovgivningen i dag stiller sig på bordellernes og bagmændenes side - hvis man ikke kan stoppe de her lejemål - og det kan jo ikke være meningen,« siger Peter Skaarup.

Justitsminister Lars Barfoed (K) er ikke tidligere blevet konfronteret med politiets mangel på sanktionsmuligheder over for bordellerne, men han vil lytte til ordensmagtens ønsker.

»Som du beskriver det, er der noget, der kunne tyde på, at de instrumenter, politiet har, ikke er tilstrækkelige. Så jeg er nu interesseret i, at politiet henvender sig, og så vil jeg være lydhør over for, hvilke instrumenter man måtte foreslå,« siger justitsministeren.