3. februar 2009, 21:41 – opdateret 3. februar 2009, 22:24

At man skal holde, hvad man lover, er børnelærdom. Og selv om det mest berømte citat fra den politiske danmarkshistorie er tidligere statsminister Jens Otto Krags (S) om, at man har et standpunkt, til man tager et nyt, så gælder det ikke længere.

Skifter man standpunkt, skal vælgerne forberedes i god tid, lyder dagens politiske trosbekendelse, og netop derfor kan man nu opleve en intens debat om, hvorvidt statsminister Anders Fogh Rasmussen er på vej ud i et løftebrud, efter at han på sit pressemøde i går ikke med det samme pandede Skattekommissionens forslag om at reducere rentefradrag ned.

Eksperter og analytikere botaniserer nu i, hvorvidt det i givet fald vil være et løftebrud, hvis regeringen spiller ud med et lignende forslag. Og derfor handler sagen mindst lige så meget om, hvad der ikke siges, som om hvad der siges. For selv om Fogh ikke i dette årti har sagt, at rentefradraget var helligt, så har han til gengæld lovet, at boligejernes økonomiske vilkår ikke skal forringes i en kommende skattereform.

Det er i den forbindelse efterlønssagen, der skræmmer. Den sag, som kostede tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) så dyrt for ti år siden. I valgkampen i 1998 hev Nyrup pludselig en såkaldt efterlønsgaranti op af lommen. På Planetariet i København gik han så langt som til at præsentere pressen for et regulært efterlønsbevis med Nyrups underskrift sirligt påtrykt.

Der vil ikke blive ændret i efterlønnen, lød det betryggende fra den daværende statsminister, der dog et halvt år senere måtte stå på mål for et finanslovsforlig forhandlet hjem af daværende finansminister Mogens Lykketoft (S) og Venstres formand Anders Fogh Rasmussen. Forliget ændrede på efterlønnen, så den blev mindre attraktiv for de 60-årige, og så brød helvedet løs. Mandaterne fossede ud af Nyrups målinger, egentlig ikke så meget på grund af forligsteksten, men på grund af garantien. Hvordan kunne man udstikke en garanti den ene dag og så løbe fra den kort tid senere. Helt parallelt er det nu, at Fogh ikke bare løseligt har nævnt løftet. Forud for valget i 2007 sendte han ligefrem breve til 400.000 boligejere og forsikrede dem om, at de kunne sove roligt.

Politikerne havde frit lejde
I dag er det nemlig ikke bare lige sådan at skifte standpunkt – det siger forskningen endda. En undersøgelse har således tydeligt vist, at mens både politikere og vælgere for 30 år siden gav politikere frit lejde til at skifte holdning midt i en valgperiode, så mener vælgerne i dag, at hvis en politiker skifter standpunkt, så bør han eller hun nedlægge sit mandat, selv om Grundloven fastslår, at politikere ene og alene er bundne af egen overbevisning.

Politikere har med andre ord licens til at skifte mening i Grundlovens forstand, men det er på ingen måde det samme som at have det i politisk forstand, og det har Anders Fogh Rasmussen om nogen lært og erkendt.

Med inspiration fra Tony Blair har Fogh effektivt indført og gennemført den såkaldte kontraktpolitik, hvor pejlemærket er, at løfter afgivet op til et valg skal indfris efter valget. Sådan lyder kontrakten mellem politikeren og vælgeren. Politikerne er i kontraktpolitikken mere tillidsmænd, som lever af troværdighed end foregangsmænd, der udstikker kurser.

Og så betyder det mindre, at Fogh faktisk tilbage i 1992 direkte sagde til Ekstra Bladet, at »der kan ikke røres overhovedet ved rentefradraget«. Det var i samme periode, han skrev på sin berømte minimalstatsbog, men den har han for længst lovet ikke gælder længere.