9. august 2008, 16:09 – opdateret 9. august 2008, 19:42

Det er den 7. januar 2008. Den første dag i skole efter juleferien. Peter sidder i klassen på Vesterbro Ny Skole og snakker med kammeraterne om, hvad de har lavet i ferien. Matematiklæreren kommer ind i 5. klassen, men går hurtigt igen. Kort efter vender hun tilbage til klassen med skolens souschef, der går direkte til Peters plads.

Souschefen siger, at Peter skal pakke sine ting sammen. Han tager Peter i armen og fører ham ud af klassen. Peter spørger, hvad han har gjort. Han får at vide, at det ikke handler om ham, men om hans mor. Skolen kan ikke samarbejde med hende mere.

Kort efter bliver Peters mor, Ulrikka Mokdad, ringet op af skolen og får at vide, at hun skal hente sin søn. Han sidder på kontoret og må først forlade skolen, når han er blevet hentet af en af sine forældre, lyder beskeden. Ulrikka Mokdad får at vide, at hendes 11-årige søn ikke må gå på skolen mere. Peter er blevet bortvist.

Konflikter mellem forældre og skoler fylder stadigt mere i medierne. »Far i fængsel for at true lærer« og »Far spytter og truer lærer i Odense« hedder nogle af dette års overskrifter om forældre, der har overtrådt lovens grænser i deres frustration over den lokale skole.
Selvom langtfra alle sager ender med vold og retssager, viser en undersøgelse fra Berlingske Research, at utilfredse forældre i dag er klar til at gå langt i kampen for deres børn. På 36 skoler ud af de 414, der har deltaget i undersøgelsen – altså ni procent – angiver skolelederen således, at forældre inden for de seneste fem år har hyret en advokat i forbindelse med konflikter med skolen.
Ifølge skolelederne skyldes konflikterne særligt to forhold: Den ene gruppe af forældre tilkalder en advokat, når de ikke kan blive enige med skolen om særlig støtte og specialundervisning til børn, der har problemer med indlæringen. Den anden store gruppe er forældre, der er utilfredse med skolens sanktioner over for børnene i sager, hvor det drejer sig om disciplinære problemer.

5.625 kroner inklusive moms. Sådan lyder regningen fra den advokat, som Ulrikka Mokdad i sin desperation over sønnens bortvisning valgte at hyre. Det er i begyndelsen af 2008, men på det tidspunkt har konflikten med skolen på Vesterbro allerede mange år på bagen.

»Jeg fortryder, at jeg ikke flyttede Peter allerede i 2. klasse, da det stod klart, at klasselæreren ikke kunne lide os. Han hilste aldrig på Peters far,« siger Ulrikka Mokdad i dag.

Peter er søn af sin danske mor og algeriske far. I 4. klasse opstod der tilsyneladende problemer med mobning mellem klassens drenge. Ulrikka Mokdad føler, at Peter og nogle af de andre drenge med udenlandsk baggrund blev syndebukke i konflikten. Det ville hun ikke finde sig i, og det fik lærerne klart og tydeligt at vide.
»Vi var et par forældre med mig i spidsen, der kritiserede lærerne. Klasselæreren følte sig personligt forfulgt af mig. Som forælder måtte man ikke komme med kritik af lærerne. De havde nogle meget voldsomme straffeforanstaltninger over for børnene. Det protesterede jeg imod, og derfor smed de min søn ud,« siger Ulrikka Mokdad.

Tilsyneladende fungerer Peter dog tilfredsstillende i skolen både fagligt og socialt. Ulrikka Mokdad har fået aktindsigt i sin søns papirer, og det fremgår af en redegørelse fra drengens to lærere i december 2007 – tre uger før bortvisningen – at der ikke har været »det store« med Peter. Peter omtales som en dreng, der ikke er problematisk eller på andre måder forstyrrer undervisningen. Han laver sine ting og følger med i timerne. Lærerne omtaler kun »mindre episoder«. Set fra lærernes side er problemet, at Ulrikka Mokdad reagerer negativt, når de kontakter hende om de »mindre episoder«.

Ulrikka Mokdad på sin side fastholder, at lærerne var fjendtlige over for drengen og familien.
»Dansklæreren kunne ikke lide mig, og jeg kunne heller ikke lide ham, fordi han aldrig har villet hilse på min søns far. Vi har flere gange gennem årene sagt til vores dreng, at vi ville prøve at finde en anden skole til ham, men han har hver gang sagt, at han ikke ville væk fra sine venner,« siger hun i dag.

Bortvisning fra skolen er den alvorligste sanktion i den danske folkeskole og benyttes ikke nær så hyppigt som mildere sanktioner som f.eks. at »komme uden for døren«. Men ifølge Forældrerådgivningen, som Skole og Samfund oprettede i 2006 med økonomisk støtte fra Undervisningsministeriet, er brugen af sanktioner over for eleverne intensiveret. »Folkeskolen straffer som aldrig før«, skriver Forældrerådgivningen i sin årsrapport for 2007.
Noget tyder på, at der på skolerne er opstået et udbredt ønske om at sætte klare grænser for såvel børn som forældre. 43 procent af skolelederne i rundspørgen fra Berlingske Research angiver således, at de mener, at det skal være lettere for skoleledere at bortvise elever. 50 procent af skolelederne afviser dette.
Allerede før sommerferien begyndte undervisningsminister Bertel Haarder (V) at arbejde for at gøre det lettere for skolelederne at udsætte uvorne elever for sanktioner. Baggrunden for initiativet er den såkaldte »Hellebæk-sag«, hvor kommunalbestyrelsen i Helsingør i januar i år omgjorde en skoleleders beslutning om at bortvise en elev, der havde rejst ubekræftede pædofilibeskyldninger mod en lærer. Efter sommerferien tager partierne bag folkeskoleloven fat på at revurdere reglerne.

»Op i dig,« siger Peter til sin kammerat i håndarbejdstimen den 8. oktober 2007. Det står på en seddel, som Ulrikka Mokdad har fået fra skolen den pågældende dag.

I begyndelsen af 5. klasse har Peters lærere nemlig besluttet, at de vil luge ud i børnenes grove sprog ved at give en seddel med hjem til forældrene, hver gang en elev siger noget groft.

»Vil I venligst tage en snak med jeres barn omkring sproget i klassen«, står der videre på sedlen, som Peter har fået med hjem i skoletasken. Men dér, hvor Ulrikkas underskrift skulle have været, skriver hun i stedet:
»Ordene ’op i dig’ er ikke noget, jeg vil tage alvorligt. Jeg vil ikke skrive under på noget så fjollet. Jeres korstog mod børnenes sprog er ved at køre af sporet og ende i det mest absurde pjat. Har I ikke nogen nedre bagatelgrænse? Med venlig hilsen Ulrikka Mokdad. P.S. Hvad må børnene sige? Må de overhovedet åbne munden?«

Ifølge Ulrikka er bemærkningen faldet i sjov mellem Peter og en af hans venner på et tidspunkt, hvor de ikke troede, at der var nogen i nærheden.
»Jeg har det sådan, at hvis han får sedler med hjem om, at han har gjort noget, han ikke skal, så skælder jeg ham ud. Men hvis jeg synes, det er for bagatelagtigt, så gør jeg det ikke,« siger Ulrikka Mokdad.

Hun mener, at lærerne må løse problemer med groft sprog og mindre uoverensstemmelser mellem eleverne i situationen på skolen uden forældrenes indblanding.
Men skolen er ikke enig i Ulrikka Mokdads holdninger, og den 17. december 2007 er hun derfor til møde med skolelederen og souschefen på Peters skole. Beskyldningerne fortsætter med at fyge gennem luften, og de bliver enige om, at det vil være bedst, hvis Peter flytter skole. Samarbejdet er ikke-eksisterende, og der er ingen respekt. Ulrikka Mokdad siger, at hun vil forsøge at finde en privatskole til Peter. Men først er der juleferie, og skolerne har lukket.

Anders Balle, der er formand for Skolelederne, kender godt den nye type forældre, der kæmper for deres barns ret og ikke tager skolens afgørelser for gode varer. Han har nemlig selv været lærer for nutidens forældre, da de var skolebørn for 30 år siden.

»Forældrene er ikke forkælede, men de er mere opmærksomme på at håndhæve deres rettigheder i dag, end de var tidligere. Det kommer ikke bag på mig, for det har jeg selv som lærer været med til at opdrage dem til i skolerne i 70erne og 80erne.«
Han begræder derfor ikke udviklingen. Den er uundgåelig og er også på nogle punkter positiv. Men det giver skolerne en stor opgave med at blive bedre til at håndtere den nye »forhandlende« far og mor.
»Jeg ser det som en generel tendens i hele samfundet. Forhandlersamfundet ser vi jo også hos børnene i skolen, der vil diskutere lærerens afgørelser.«
Dog efterlyser Anders Balle, at forældrene indimellem ikke fæster helt så stor lid til deres eget barns opfattelse af kontroverser på skolen, men også lytter til de andre børns, lærernes og skoleledernes udgave af historien.
»Forældre skal tænke som voksne. Det kan det knibe med. Man skal selvfølgelig ikke altid kun tro på de voksne, men der er en tilbøjelighed til, at forældrene tror på det, barnet siger i en konflikt. De er overbevist om, at det er rigtigt, selvom det strider mod lærerens udlægning af sagen.«

Det er 7. januar 2008. Den første dag efter skolernes juleferie. Ulrikka Mokdad taler i telefon med skolelederen på en muslimsk friskole i København, og de aftaler et besøg senere på måneden.

En time senere ringer hendes telefon. Det er souschefen på Ny Vesterbro Skole, der fortæller, at Peter sidder på kontoret og skal hentes af sine forældre. Han er blevet bortvist.

Peter har det dårligt i de efterfølgende uger. Han kan ikke sove og mister appetitten. Han føler sig ydmyget, fordi han blev ført ud af klassen foran kammeraterne. I et par uger har han ingen skole at gå i, han keder sig og smutter i frikvartererne over til sin gamle folkeskole og står udenfor og snakker med sine gamle kammerater. Når der kommer en lærer, løber han sin vej.

Ulrikka Mokdad søger aktindsigt, hyrer advokat og får hjælp fra Forældrerådgivningen. Hun klager til Københavns børne- og ungeborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard (SF), over bortvisningen af Peter.

Den 10. april 2008 skriver administrerende direktør i forvaltningen for Børn og Ungdom i Københavns Kommune Else Sommer et brev til Ulrikka Mokdad. Direktøren beklager afhentningen af Peter i klassen den 7. januar. Else Sommer skriver, at forvaltningen som overordnet myndighed for skolen har vurderet, at der ikke er belæg for sanktioner over for Peter i sagen. Forvaltningen giver Ulrikka Mokdad medhold i, at Peter kan gå på Ny Vesterbro Skole, indtil familien har fundet en privatskole til ham.

Københavns Kommune har altså erkendt, at Peter ikke burde have været bortvist. Forvaltningen vil ikke kommentere den konkrete personsag over for Berlingske Tidende, men direktør Henrik Laybourn forklarer, at kommunen siden har arbejdet for at undgå sager som Peters.

»Generelt kan jeg sige, at vi altid formidler sagsgangen i disse sager til kommunens skoleledere. Vi beskriver sagerne og de fejl, der er begået, for at undgå, at det sker fremover. Når der opstår konflikter mellem forældre og skoler, forventer vi, at skolens ansatte i tide søger hjælp de rette steder for at undgå, at sagerne spidser til. Et misforhold begynder ofte mellem en lærer og forældrene, og der skal læreren så gå til sin skoleleder. Hvis skolelederen ikke kan løse konflikten, er der konsulenter fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i alle distrikter, der kan tilkaldes og mægle i de vanskelige sager,« siger Henrik Laybourn.

Siden Forældrerådgivningen åbnede i januar 2006, har flere end 1.000 forældre henvendt sig til lederen Solveig Gaarsmand.

»Det helt overordnede problem er kommunikationen. Forældrene føler ikke, at de bliver hørt. På skolen bliver de mødt med udtalelser om, at de brokker sig for meget, at de er for følelsesmæssigt involveret i deres børn, og at de ikke skal lytte så meget til deres børn, men mere til lærerne. Men det er jo svært, når børnene er kede af det hver dag, når de kommer hjem fra skole,« fortæller Solveig Gaarsmand.
Og det er ikke kun børnene, der lider:
»Forældrene bliver også syge af det. Det er alt fra begyndende mavesår til forhøjet blodtryk og søvnløshed i det hele taget.«

Forældrene søger oftest om hjælp, når barnet har brug for ekstra støtte, bliver mobbet, eller når en lærer er på nakken af barnet.

»Og jeg har aldrig fået en eneste henvendelse, hvor jeg har tænkt, at det er forældrene, som er helt gal på den,« fastslår hun:
»Vi bruger meget tid på at snakke med forældrene om, hvad der skal til for at komme ud over den her barriere, som er opstået. Men jeg mener egentlig, at det er skolen, der skal overkomme barrieren. De er de professionelle. De har en forpligtigelse til at få det til at lykkes. Det virker nogle gange som om, at skolen har mere travlt med at vinde en magtkamp frem for at varetage barnets interesse.«
Faktisk vil Solveig Gaarsmand gå så langt som til at kalde nogle skolers opførsel for magtmisbrug. Hun råder ofte forældrene til at flytte barnet til en anden skole, hvis problemerne er store.

»Mange forældre føler, at de taber, hvis de flytter deres barn. Men det er jo ikke en kamp, og der er grænser for, hvad man skal lægge barn til. Nogle gange er det hele kulturen og holdningerne på en skole, der skal ændres for at løse problemerne, og det kan tage alt for lang tid. Så er det bedre at skifte skole.«

Peter kommer ind på den muslimske privatskole, som hans mor kontaktede den dag, han blev bortvist fra sin gamle folkeskole. Efter første skoledag var det en glad Peter, der kom hjem til Ulrikka Mokdad. Hun havde på forhånd fortalt lederen på privatskolen, at Peter efter oplevelserne på Ny Vesterbro Skole var blevet bange for lærere, og at der havde været problemer med, at han brugte groft sprog.
»Lederen på privatskolen sagde, at de ikke accepterer groft sprog, men at de ikke giver sedler med hjem for småting. Det har de heller ikke gjort,« siger Ulrikka Mokdad.

Hun tror dog også, at Peter opfører sig bedre i privatskolen end i folkeskolen. Det er der flere grunde til.

»I folkeskolen havde han næsten aldrig lektier for, men i privatskolen er der lektier næsten hver dag, og der er rigtig mange prøver. Når eleverne har lavet en fejlfri prøve, får de ros og en lille stjerne, og det kan min søn godt lide. Han er et konkurrencemenneske og synes, det er dejligt, at det bliver bemærket, når han er dygtig. I folkeskolen var han på grund af manglende faglige udfordringer begyndt at være lidt for sej og havde det med at hævde sig på en dum måde. Men på privatskolen er det sejt at være dygtig,« siger Ulrikka Mokdad.
Selv har hun også tænkt på, om hun burde have reageret anderledes i konflikten med Ny Vesterbro Skole. Hun fortryder mest af alt, at hun ikke tidligt i forløbet flyttede Peter til en privatskole.

»Jeg kan godt fortryde, at jeg ikke bare sagde ja-ja til det hele og grinede ad dem bag deres ryg, mens jeg fandt en anden skole til drengen. Jeg kan godt fortryde, at min humor slog over i sarkasme på et tidspunkt, og at jeg ikke var bedre til at skjule mine holdninger, men nogen skal jo sige fra over for hykleriet,« siger Ulrikka Mokdad.

Det har dog også betydning for hende, at kommunen måtte erkende, at der ikke var grundlag for at bortvise Peter.

»Jeg kan igen handle i brugsen med oprejst pande,« siger hun.
Inde på Peters værelse er der fyldt med pokaler og medaljer og billeder af en glad dreng i fodboldtøj. Men Peter høster nu ikke kun hæder for sine gode evner på grønsværen.

Lige før sommerferien fik han et diplom. Fordi han var den dreng i 5. klasse i den nye privatskole, der havde præsteret »bedste fremgang i fagene og for flid og godt kammeratskab«.

Navnet Peter er opdigtet, fordi drengen ønsker at være anonym, men Berlingske Tidende er bekendt med drengens rigtige navn. Skoleleder Ruth Hagen fra Vesterbro Ny Skole har ikke ønsket at give skolens version af sagen.