Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Asken er væk til middag

Den sidste aske over Danmark forsvinder omkring middag, vurderer DMI. Naviair forventes at komme med en officiel melding om flyveforbudet kl. 09.00.

Det værste er overstået. Asken forsvinder.

Ifølge den seneste prognose fra DMI vil der fortsat være aske i luften over Kattegat formiddagen ud. 
Men i resten af landet er askeskyen væk, og det ser ikke ud som om, den kommer tilbage, oplyser vagthavende hos DMI, Thyge Rasmussen.
 
- På den anden side af middag vil hele landet efter al sandsynlighed være fri af asken, og det tyder på, at de kan lukke op for flyvningen, siger han til berlingske.dk.

Det er op til Statens Luftfartsvæsen og Naviair at træffe beslutningen om eventuelt at forlænge den midlertidige åbning af luftrummet over Danmark.

DMI baserer sin prognose på beregninger fra det engelske vulkancenter VAAC i London. De kommende par dage vil vinden fortsat komme fra Island og ned mod Europa. Det afgørende bliver derfor, om vulkanen Eyjafjälljokull neddrosler sine askebøvser, oplyser Thyge Rasmusen.

 

Fly udnytter hullet

Hovedparten af dansk luftrum er åbent indtil klokke 11. Men mange fly er fortsat aflyst, og passagerer, der møder op i Kastrup, bliver mødt af lettere kaotiske tilstande.

De planlagte fly er nemlig ikke nødvendigvis dem, der får lov til at flyve. Derfor bliver de fremmødte passagerer i mange tilfælde mødt af aflysningsskilte.

Her til morgen opfordrer luftfartsselskaber og rejsebureauer håbefulde rejsende til at holde sig orienteret på nettet.

SE OGSÅ: Ankomst, afgange og aflysninger (eksternt link)

Københavns Lufthavne regner med at få sendt 35 fly på vingerne, mens åbningen af luftrummet gælder frem til klokken 11.00.

SAS flyver til i dag til Athen, Barcelona og Madrid, og der er ligeledes afgange til Kina og Thailand.

Klokken 9.00 kommer den næste prognose fra Naviair, der afgør om luftrummet kan holdes åbent længere eller om det må lukke igen.

Det danske luftrum bliver i øjeblikket delt af en linje fra Thyborøn over Samsø og til Halmstad i Sverige, hvor der syd for vil være åbent for al flyvning. Nord for linjen skal flyene flyve i over seks kilometers højde.

Naviair oplyste klokken 7.00, at opdelingen betyder, at lufthavnene i København, Billund, Roskilde, Karup, Sønderborg og Bornholm er åbne for flytrafik. Lufthavnene i Århus og Aalborg er lukkede.

Berlingske.dk følger løbende situationen...