Asger Aamund holder stand i Trykkefrihedsselskabet

Finansmanden Asger Aamund er lodret uenig med formanden Lars Hedegaards udtalelser om muslimer. Men det får ham ikke til at forlade Trykkefrihedsselskabet.

»Som Svend Auken sagde: Man skal ikke true med at gå, men med at blive. Jeg vil ikke løbe af pladsen på grund af lidt modvind.«

Sådan lyder kommentaren fra finansmanden Asger Aamund til balladen i Trykkefrihedsselskabet, hvor Aamund selv spiller en fremtrædende rolle.

»Lars Hedegaards udtalelser var langt ude, men jeg synes, det er en lidt hurtigt og en lidt voldsom reaktion at løbe af pladsen. Det arbejde, som Trykkefrihedsselskabet udfører, er overordentlig vigtigt. Sagen er større en manden,« siger Asger Aamund til berlingske dk.

Tre andre fremtrædende medlemmer har valgt at gå i protest mod Lars Hedegaard. Det er Naser Khader (K), Søren Pind (V) og præsten Katrine Lilleør.

Og Asger Aamund lægger da heller ikke skjul på, at han kræver ændringer i Trykkefrihedsselskabet.

»Vores indsats skal være bredere. Det skal ikke kun handle om Islam, og Hedegaard skal passe på, at han ikke komme til at ligne de ayatollaher, som han kritiserer. Der er masse af problemer med ytringsfriheden i Rusland, i Kina og i mange af de diktaturer, der jo udgør et flertal af FNs medlemslande,« siger Asger Aamund.

»Der er også stigende selvcensur i USA og Storbritannien, så der er masser af opgaver at kaste sig over,« påpeger Asger Aamund.