Islamisk Trossamfund i København har siden 1990erne udgjort en markant og udfarende muslimsk stemme i Danmark. Trossamfundets vision har været at samle alle danske muslimer, men reelt repræsenterer de maksimalt 15.000 muslimer, primært fra det arabisk-palæstinensiske miljø i København.
21. februar 2008, 22:11 – opdateret 21. februar 2008, 22:19
Skal man udpege et dansk ground zero, et arnested for nogle af de seneste års hårdeste sammenstød mellem dansk og muslimsk kultur herhjemme, er en lille matrikel på Dortheavej i København et godt bud. Her, i det yderste af Nordvest på grænsen til Utterslev Mose, holder Det Islamiske Trossamfund til i en slidt, rød murstensbygning. En tilhørende lagerbygning i gården huser den moske og talerstol, hvorfra skiftende imamer har sikret trossamfundet en status som en af de mest magtfulde, men også mest kontroversielle muslimske stemmer i Danmark. En status, der hverken synes at stå mål med de beskedne lokaler på Dortheavej eller den beskedne del af det muslimske miljø, som trossamfundet reelt repræsenterer.
Islamisk Trossamfund blev stiftet i 1996, da palæstinensere i København under ledelse af Ahmed Abu Laban havde samlet penge til at oprette deres egen moske på Dortheavej. Abu Laban kom til Danmark som flygtning i begyndelsen af 80erne og havde hurtigt tilkæmpet sig en fremtrædende position i det arabiske, muslimske miljø i København.
Han var ikke kun en mand med karisma og talegaverne i orden. Han var også en mand med en vision om at samle det fragmenterede muslimske miljø i Danmark under én stemme – Abu Labans og Islamisk Trossamfunds. En stemme, der skulle tale muslimernes fælles sag over for det politiske establishment.
HVOR ANDRE IMAMER med for eksempel tyrkisk og pakistansk baggrund holdt sig til egen menighed, var Abu Laban mere udfarende, både i forhold til muslimer og danskere. Via sin fredagsbøn, undervisning for børn og unge, via besøg i andre arabiske moskéer, og senere via foldere og en hjemmeside, der fortalte om Islamisk Trossamfunds arbejde, fik han gennem 1990erne status som »Mr. Islam« i København, en art minister for det arabiske, muslimske miljø.
Men flere forsøg på samarbejde med for eksempel tyrkiske og pakistanske foreninger slog fejl, og Islamisk Trossamfund fik ikke skabt den samlede alliance, de drømte om. Religionsforskeren Lene Kühle, der har kortlagt det danske moske-miljø vurderer, at Islamisk Trossamfund som den største arabiske menighed i landet kan samle op til 1.000 arabiske muslimer til fredagsbøn, og alt i alt nå ud til et netværk på maksimalt 15.000 muslimer. Altså kun en mindre del af det muslimske miljø på omkring 200.000 muslimer.
»Det lykkedes dem ikke at skabe den ønskede samling. Men det er til gengæld lykkedes dem at skabe et billede af, at de taler på andres vegne. De har altid været meget udfarende,« siger Lene Kühle.
Islamisk Trossamfund er ekstremt mediebevidste, og Abu Laban brugte sin status i det arabiske miljø som platform til at tale alle muslimers sag i offentligheden. I mangel af imamer, der ville og kunne udtale sig om islam, blev de få, der ville, brugt igen og igen af medierne.
Og blandt andet Integrationsministeriet og PET begyndte at tage Islamisk Trossamfund med på råd.
TROSSAMFUNDET HAVDE fået den ønskede magt, men Abu Labans optræden i medierne var langt fra problemfri. Langsomt begyndte tingene at gå skævt, første gang da Abu Laban efter terrorangrebene 11. september 2001 gav udtryk for, at han ikke ville begræde de mere end 3.000 amerikanske ofre. Siden syntes Abu Laban at vade fra det ene spinatbed til det andet, og under Muhammed-krisen fik hans ry for alvor et knæk. Abu Laban deltog sammen med blandt andre talsmand Kasem Ahmad i en rundrejse i Mellemøsten, hvor de opfordrede til protester mod Muhammed-tegningerne.
Det fik sagen til at eksplodere, og Danmark blev kastet ud i den værste udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig. Islamisk Trossamfund blev heglet igennem og beskyldt for at tale med to tunger – en moderat, når det var danske ører, der lyttede, og en rabiat når muslimer lyttede. Kritikken tog hårdt på Abu Laban, der i en periode overvejede at forlade Danmark. Han endte med at blive, men døde af kræft i februar 2007.
MUHAMMED-KRISEN BRAGTE nye helte, skurke og alliancer frem i lyset, også i det muslimske miljø. Flere moderate muslimer var trætte af, at Islamisk Trossamfund udgav sig for de danske muslimers talerør, og af at dets imamer og talsmænd gang på gang skabte rav i gaden. Som modsvar til Islamisk Trossamfund begyndte en række andre muslimske foreninger at markere sig i offentligheden efter Muhammed-krisen – blandt dem Demokratiske Muslimer og Muslimer i Dialog. Det stod pludselig klart, at muslimer i Danmark var lig andet og mere end imamer og Islamisk Trossamfund, der nu fik skarp konkurrence. En af de mest positive effekter af Muhammed-krisen, vurderer forsker Lene Kühle.
»Islamisk Trossamfunds fremfærd har tvunget andre muslimske grupper til at forholde sig hinanden og finde ud af, hvad de er enige og uenige om. De har fremprovokeret så meget rav i den, at andre er nødt til at gå ud i offentligheden og gøre det klart, at trossamfundet ikke repræsenterer alle muslimer, og at flertallet af muslimerne langt fra er enige med dem.«
Kampen om de muslimske stemmer blev skærpet efter Muhammed-krisen. Abu Labans afløser i Islamisk Trossamfund Mostafa Chendid har sammen med talsmanden Kasem Ahmed fortsat den udfarende linje, og for nylig var de protesterede de offentligt, da Muhammed-tegningerne blev genoptrykt. Også visionen om at skabe magtfulde alliancer, lever endnu, og sidste sommer indledte trossamfundet et kontroversielt samarbejde med Hizb ut-Tahrir. Det resulterede i en fælles demonstration mod Muhammed-tegningerne og mindede os om: At Islamisk Trossamfunds evne til at skabe ravage lever videre.
