Appel til adoptivforældre: Gå tidligt i gang

Adoption & Samfund opfordrer til, at adoptionsinteresserede går i gang med ansøgningen tidligere. Ventetiderne gør, at mange barnløse bliver for gamle, før de får et barn i forslag. Foreningen vil have hævet aldersgrænsen for adoption. GRAFIK: Antal udenlandske adoptioner til Danmark

Den internationale adoptionssituation med stadig voksende ventelister stiller nye krav til både de kommende forældre og til politikerne, mener foreningen Adoption & Samfund.

Formand Michael Paaske opfordrer indtrængende barnløse til ikke at se adoption som sidste udvej, når først alle andre muligheder er prøvet af. Med op til fire års ventetid på et barn risikerer de at ramle mod den øvre aldersgrænse, før de får drømmen om et barn opfyldt. Ældste adoptivforælder må i dag højst være 40 år ældre end barnet:

»Vi arbejder hele tiden på at informere om, at adoption er et helt ligeværdigt alternativ til kunstig befrugtning. For det er det. Folk skal bare komme i gang med processen tidligt; det kan vi næsten ikke understrege kraftigt nok. Det bliver et problem af et enormt omfang i de kommende år, at folk bliver for gamle til at adoptere, fordi de - måske endda i en moden alder - først vil forsøge sig med alle de forskellige fertilitetstilbud. De indser ikke, at adoption, som det ser ud nu, er en årelang proces,« siger Michael Paaske.

Ønsker lovændring
Forældreforeningen Adoption & Samfund appellerer dog også til politikerne om, at adoptionsloven og reglerne for godkendelse af de kommende forældre tilpasses det nye adoptionsverdensbillede. Og til det øvrige samfunds fødemønster:

»Folk får deres biologiske børn senere og senere. Og på de private fertilitetsklinikker må man iværksætte behandling af op til 45-årige patienter. Vi mener, at man efter al rimelighed bør ændre adoptionsreglerne, så den samme aldersgrænse gælder for adoptanter. På den måde vil man have et par år mere at give af, nu hvor ventetiderne er så lange,« siger Michael Paaske, der snarest vil bede om et møde med justitsminister Lene Espersen (K), der er ansvarlig for området efter Familieministeriets nedlæggelse.

DF: Smidigere regler
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Lene Espersen, men formanden for retsudvalget, Peter Skaarup (DF), stiller sig positiv over for at gøre reglerne for adoptanterne mere smidige og vil bede Lene Espersen om at komme med forslag til at løse problemerne for adoptanterne. Selv finder han Adoption & Samfunds forslag relevante.

»Jeg tror, det er meget forskelligt fra parforhold til parforhold, hvordan man tackler det. Derfor behøver strikse aldersgrænser ikke være nødvendige. Det vigtigste er vurderingen af, om de er egnede til at tage sig af et barn,« siger Peter Skaarup.

Adoption & Samfund vil også foreslå, at den officielle godkendelse af et adoptivforældre/par fremover skal gælde i tre år frem for to år.

Også forslaget om at forlænge godkendelsesperioden er Peter Skaarup positiv overfor.

Med de nuværende ventetider på at få børn fra udlandet vil et par skulle evalueres og re-godkendes af staten, før de overhovedet har været i nærheden af et barn. I stedet kan de risikere at falde for alderskravet, mens de stadig står på venteliste.

»Og så skal man måske visiteres til et andet land og processen begynder helt, helt forfra,« advarer Danadopts souschef, Marianne Wung-Sung, der ligesom forældreforeningen mener, at politikerne med fordel kunne justere de danske adoptionsregler til den nye virkelighed på området.

Truer maksimumalderen for en adoptionsansøger, er der i dag kun to muligheder: At adoptere et ældre barn - eller at hoppe foran i køen ved at acceptere, at barnet har en mindre lidelse eller særlige omsorgsbehov:

»Når ventelisterne vokser og der bare er færre børn at få, skal forældrene måske indstille sig på at have lidt videre rammer i forhold til børnene,« siger Marianne Wung-Sung.