Anja Andersen stopper som FCK-træner

Anja Andersen kan ikke se sig selv i FCK Håndbold, når Flemming Østergaard ikke er en del af ledelsen. Derfor fratræder hun sin trænerpost til sommer.

Uden Don Ø er der heller ingen Anja Andersen. Træneren for FCK Håndbold siger til Ekstra Bladet, at hun efter Flemming Østergaards beslutning om at forlade moderselskabet Parken Sport & Entertainment har tænkt sig at gå samme vej, når sæsonen er ovre.
 
Anja Andersen forlod i sin tid Slagelse til fordel for FCK takket være en tæt personlig kontakt med Flemming Østergaard.

 - Jeg var sikker på, at alt ville være i gode hænder hos Flemming. Nu er situationen en anden. Og selv om jeg holder meget af mine spillere, agter jeg at benytte en opsigelsesklausul, jeg har i min kontrakt, siger hun til avisen.
 
FCK-trænerens beslutning er desuden motiveret af, at hun endnu ikke ved, om der overhovedet bliver et hold næste år. På grund af den stramme økonomi i koncernen er der endnu ikke taget beslutning om, hvorvidt FCK stadig skal være repræsenteret i den bedste danske håndboldrække for kvinder.
 
Endnu vil Anja Andersen ikke sige, hvad hun vil give sig til, når sæsonen er slut.
 
- Det er lige tidligt nok. Men nej, jeg er ikke træt af håndbold, siger hun til avisen.
 
/ritzau/