26. juli 2008, 17:23 – opdateret 26. juli 2008, 19:30

Det kan være et yderst effektivt, politisk værktøj ikke at sige noget som helst, og regeringen har brugt det flittigt i juli måned, hvor sagen om Udlændingeservices administration af den såkaldte EU-ret har rullet.

Efter de seneste dages udvikling er spørgsmålet dog ikke, hvor længe man kan fortsætte med at klynge sig til tavsheden.

Berlingske Tidendes og andre mediers afdækning de seneste to uger har vist, at man som dansk statsborger ikke nødvendigvis skal regne med at blive oplyst om den helt fundamentale EU-rettighed, der efter et endog meget kort arbejdsophold i et andet EU-land gør det muligt at få eksempelvis sin ægtefælle til Danmark, selvom man hverken lever op til 24-årsregel eller tilknytningskrav.

Det uanset om man ringer, skriver, gennemgår en længere sagsbehandling eller møder personligt op i Udlændingeservice. Eller – som det nu viser sig – skriver direkte og spørger myndighedens øverste chef, integrationsminister Birthe Rønn Hornbech.

Dermed er sagen – der hurtigt fik Folketingets Ombudsmand til at indlede en undersøgelse og regeringsfjendtlige lederskribenter til at drage paralleller til Tamilsagen – eskaleret yderligere et niveau. Oppositionen lugter for alvor blod, og radikale og andre ligesindede kan de kommende uger se frem til nætter med hede drømme om politiske »næser« og ministerafgange.

Hvis VK-ministre modsat kan se frem til nætter med mareridt, er det dog langtfra sikkert, at det er myndighedernes og ministeriets tvivlsomme syn på vejledningspligten, der fylder mest.

Det kræver trods alt et flertal at vælte taburetter, og det er ikke en fortielse hér eller en vildledning dér, der har fået det parlamentariske grundlag i Dansk Folkeparti til med stigende skingerhed og varierende trusler at kræve statsminister Anders Fogh Rasmussen hjem fra ferie i det sydfranske, hvor han – som sin integrationsminister – har forholdt sig afventende.

Hvis man ellers kan gennemskue den bevidste eller ubevidste vildledning og selv samle brikkerne – trods manglende vejledning om EU-retten – så står det nu ganske klart, at det ikke kræver den store anstrengelse at undvige de særlige, danske familiesammenføringsregler, der ellers har været Dansk Folkepartis måske største bedrift. Og formentlig en stærkt medvirkende årsag til, at skiftende socialdemokratiske bejlere til statsministertaburetten ikke har været i nærheden af at vælte Fogh de seneste syv år.

Gennem de seneste uger er det blevet afsløret, at det panser mod uønsket indvandring, der er bygget op i Danmark, på mange måder har været et optisk bedrag.

Efter Berlingske Tidendes henvendelse har Integrationsministeriet præciseret, at kravet for at kunne benytte EU-retten til at få sin udenlandske ægtefælle til landet – uden om de danske regler – normalt blot er mindst to ugers arbejde i et andet EU- land.

Ministeriet har desuden anerkendt, at man bruger den samme vurdering, som Arbejdsdirektoratet har anvendt siden 2004, hvor konklusionen lyder, at man efter ti ugers arbejde utvivlsomt er at betragte som arbejdstager i EU-retlig forstand. Det vil sige, at man kan udnytte reglen om arbejdskraftens fri bevægelighed.

Dermed har den største tidsmæssige forhindring for et par, der vil forenes i Danmark efter EU-reglerne i stedet for de danske regler, reelt været, at der kan være sagsbehandlingstid på familiesammenføring i det EU-land, man har udvalgt sig til midlertidig bopæl.

I hvert fald indtil i fredags, da EF-domstolen reelt kastede sig ud i endnu et frontalangreb på VKO-aksens hovedpulsåre.

Står eksperternes umiddelbare konklusion til troende, betyder en ny dom, at man end ikke behøver at vente på familiesammenføring, men blot skal være gift, have arbejde og opholde sig lovligt i et andet EU-land for siden sammen at få ophold i Danmark.

Ledelsen i Dansk Folkeparti spørger derfor ikke uden grund sig selv, om de danske udlændingeregler reelt har mistet deres betydning. Frygten er, at man snart vil se resultatet i form af en tilbagevenden til tidligere tiders omfattende familiesammenføringer.

Antallet er allerede i markant vækst efter at have ligget på et lavt leje i nogle år, og endnu et velbegrundet spørgsmål er måske, hvorfor ingen har bekymret sig om det på et tidligere tidspunkt?

Det undrer også en række af de EU-eksperter, der de seneste uger har fået rigeligt med taletid, men som tidligere har følt, at det har været umuligt at komme ud med budskabet.

Reelt har domme fra EF-domstolen de seneste år løbende pillet udlændingepanseret fra hinanden.

En dom i vinter indebar, at danske statsborgere end ikke behøver at have et job stående parat i Danmark for at påberåbe sig ret til at vende hjem med deres familier, hvilket ellers havde været praksis hidtil.

I den forbindelse betyder det mindre, at Integrationsministeriet – efter flere eksperters vurdering – har forsøgt at »stoppe huller« ved at indføre tvivlsomme nytolkninger af retten til fri bevægelighed, der bl.a. har betydet, at studerende og pensionister ikke kan benytte EU-retten til familiesammenføring på lige fod med alle andre. Tolkninger som ministeriets egne embedsmænd har vurderet ikke ville holde i en retssal, og som man derfor kan blive tvunget til at omgøre.

Et andet praj om, at udlændingepanseret næppe ville kunne klare sig gennem et »syn« - men som ingen rigtigt har bidt mærke i - er det faktum, at Udlændingeservice i praksis aldrig har vurderet, at et arbejdsophold i udlandet har været for kort til, at en dansk statsborger har kunnet påberåbe sig EU-retten og få sin familie hertil.

Det er godt nok ikke muligt at lede efter afgørelser efter EU-retten i Udlændingeservices arkiv uden at gennemgå de tusinder af sager manuelt, men Berlingske Tidende har fået oplyst, at ledende medarbejdere ikke mindes ét eneste tilfælde, hvor perioden har været vurderet til at være for kort. Familier, der ellers ikke kvalificerede sig efter de danske regler, er i flere tilfælde budt velkommen efter få ugers ophold ude.

Når der endelig er blevet givet afslag, har det eksempelvis været fordi, at vedkommende ikke havde forstået, at man var nødt til at bosætte sig og arbejde i et vist omfang i det andet EU-land. En misforståelse der næppe vil gentage sig mange gange, efterhånden som Udlændingeservice har præciseret – og formentlig kommer til yderligere at præcisere – retningslinjerne for EU-retten.

Forklaringen på, at ingen tidligere har har slået alarm, er muligvis, at antallet af huller er vokset i det stille, uden at regeringen har haft nogen særlig politisk interesse i at gøre opmærksom på dette.

Hvis hullet lukkes, er problemet nemlig, at det vil kræve et meget fundamentalt opgør med én af grundpillerne i EU-samarbejdet, arbejdskraftens frie bevægelighed, og det vil hverken regeringspartierne eller det mindst lige så EU-entusiastiske socialdemokrati have let ved at forsvare.

Selv om DF løbende har udtrykt bekymring, efterhånden som dommene er faldet, har regeringen opfordret til at slå koldt vand i blodet, så længe kun 200-300 par årligt har forsøgt at benytte sig af EU-retten til familiesammenføring.

Denne strategi er indtil videre fastholdt, og selvom Birthe Rønn Hornbech har indvilget i at redegøre for EU-rettens betydning for udlændingereglerne, bliver DFs forslag om et nyt EU-forbehold afvist med hovedrysten.

Den pæne version af forklaringen på, at hullet er vokset, uden at nogen har reageret, er, at der ikke har været den store opmærksomhed, ligesom reglerne har været komplekse og svære at forstå, hvorfor ganske få har benyttet sig af muligheden.

Oppositionens udlægning vil nok snarere være, at den effektive kur mod uønsket indvandring reelt har været bygget på, at man i praksis fra myndighedernes side har dækket over de enorme huller ved dels at vildlede, informere minimalt eller helt nægte at oplyse om EU-borgernes rettigheder til fri bevægelse, dels ved at fastholde fortolkninger, man ved ikke holder vand.

Det er en sag, oppositionen vil forfølge, men her er man dybt afhængig af Ombudsmandens konklusioner, og det kan snildt vise sig at blive et større problem for regeringen at håndtere støttepartiet.

Efter de seneste ugers fokus på problematikken har DF allerede advaret om et totalt opgør med de seneste års loyale støtte til regeringen, hvis ikke der reageres hurtigt.

Uanset om partiet begræder, at det værn mod indvandring, man møjsommeligt har bygget op, nu ser ud til at ramle eller blot ser det som en mulighed for igen at sætte dagsordenen og vinde land i meningsmålingerne, så kan og vil partiet næppe lade sagen dø.

Uanset hvor længe Birthe Rønn Hornbech og Anders Fogh Rasmussen holder vejret.