13. november 2007, 19:34 – opdateret 4. maj 2009, 22:12

Forleden sagde Margaret Chan, generalsekretær for WHO og dermed øverste autoritet i den ganske verdens øverste sundhedsmyndighed:

»Faktisk er hele menneskeheden truet under en pandemi.«

Hvorefter Margaret Chan tilføjede, at i den nuværende situation med H1N1-smittede i Amerika og Europa er en pandemi (verdensomspændende epidemi) »nært forestående«.

EU-Kommissionens generaldirektør for sundhed, Robert Madelin, fulgte trop og udtalte:

»Ja, folk vil dø af det. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt folk vil dø, men mere et spørgsmål om hvor mange. Vil det være hundreder, tusinder eller titusinder?«.

Udtalelser som disse har medvirket til at skabe frygt og overreaktioner i store dele af verden. Lad os i flæng nævne.

I Frankrig har bagagearbejdere nægtet at håndtere kufferter fra indkommende fly fra Mexico og Spanien.

I Egypten er de nationale veterinærmyndigheder under voldsomme protester fra landets kristne mindretal gået i gang med at destruere samtlige 250.000 svin i landet — en handling, der fra alle ekspertsider betegnes som meningsløs.

I Hong Kong har lokalregeringen spærret over 300 hotelgæster inde på hotel Metropark i en hel uge, alene fordi en enkelt smittet mexicaner kortvarigt har befundet sig på hotellet.

Dertil kommer, at mindst 70 andre formentligt helt raske mexicanske indrejsende i Kina er blevet tvunget i karantæne. Alt sammen på grund af et sygdomsudbrud, der alt andet lige må betegnes som ganske beskedent — i hvert fald foreløbig. I skrivende stund kan WHO officielt bekræfte 26 dødsfald som følge af H1N1-virus samt omtrent 1.000 smittede. Det lyder med andre ord mere som en eksotisk og sjælden sygdom end som en global epidemi med hundredetusinder af døde.

Det er naturligvis en vanskelig balancegang for WHO og andre sundhedsmyndigheder. På den ene side må man advare om, at virussen er ny for det menneskelige immunforsvar, at den dermed har »pandemisk potentiale«, og at der derfor bør indføres visse forholdsregler for at inddæmme virus, før det eventuelt muterer i en mere smitsom og måske endda morbid retning. På den anden side må man også forholde sig til virkeligheden.

Det sidste synes — jævnfør de førnævnte bombastiske udtalelser – ikke at have været hverken WHOs eller EUs største styrke i de seneste dage.

Ser man specifikt på Margaret Chan, kan hun have særlige grunde til at presse ganske hårdt på alarmspeederen i den nuværende situation. I 2003 blev hun headhuntet til WHO fra sit tidligere job som sundhedschef i Hong Kong netop på grund af sine erfaringer med at håndtere truende pandemier. I 1997 blev Hong Kong ramt af et alvorligt udbrud af fugleinfluenza, hvilket sent i processen fik Chan til at beordre aflivning af samtlige 1,5 mio. fugle i byen. I 2003 havde hun tillige ansvaret for byens håndtering af SARS-epidemien, der også havde pandemisk potentiale.

Ihukommende de aktuelt 300 tvangsindespærrede hotelgæster i Hong Kong repræsenterer WHO-chefen med andre ord en tradition, der skrider endog meget hårdt til værks over for sygdomsudbrud. Spørgsmålet er bare, om det giver mening at overføre en tilsvarende tradition med tilhørende hård retorik til den ganske verden?

Den bombastiske retorik risikerer i sidste ende at give bagslag og ridser i WHOs troværdighed.