Politikerne på Christiansborg er kommet til at lukke en lille djævel ud med afstemningen om tronfølgeloven. Nu frygter de, at debatten om kongehuset løber løbsk, og derfor skal der slet ikke snakkes mere om kongehuset. Republikanerne skal stoppes, inden de kommer for godt i gang.
12. juni 2009, 19:16 – opdateret 12. juni 2009, 21:53
Det var ikke lige det, der var meningen. Afstemningen om at ligestille kongehusets drenge og piger i retten til at arve tronen endte som bekendt med at blive en valggyser, hvor ikke mindre end en halv million vælgere nægtede at stemme for den anbefaling om at ændre loven, der kom fra nærmest et samlet folketing.
Den forudgående debat viste, hvor ømfindtligt det er overhovedet at diskutere kongehusets stilling i det danske folkestyre. For ret beset er kongehuset på livslangt tålt ophold i et land, hvor magten er givet til folket og demokratiet, og hvor parlamentarisme er lige så selvfølgelig som regn til sankthans, og hvor vi opfatter os selv som frie og lige, høj som lav. Men da man åbnede debatten om ligestilling i kongehuset, slap der en lille republikansk djævel ud.
For når man pludselig skal tage stilling til kongehuset, kan det komme til at virke helt ude af trit med tiden med en ophøjet familie, der kører i karet og vinker, holder stive fester for folk med sovsekander på hovedet og skal have løn af det offentlige for at klippe snore over, være repræsentative og skrive under på love, som de ikke har en pind at skulle have sagt om.
Resultatet blev stik imod hensigten, at republikanerne fik lidt ny vind i sejlene.
I næste weekend er der stiftende generalforsamling i en forening, der formentlig kommer til at hedde »Den republikanske Grundlovsbevægelse«. Foreløbig er initiativet et tværpolitisk netværk med 1.100 medlemmer skrabet sammen på tre dage på Facebook – en tidstypisk internetportal, som kongehuset endnu ikke optræder på – men målet er at blive en upartisk forening, der kan samle bred opbakning til at afskaffe kongehuset og revidere Grundloven, så den bliver tidssvarende.
At foreningen overhovedet opstår er en nyskabelse i den danske debat. I modsætning til Storbritannien har der været borgfred om kongehuset, og selv de mest republikanske har indtil nu været nogle lidt hyggelige fætre, der bare tøffede ud af folketingssalen, når Dronningen var der. Måske forandrer det sig nu. I spidsen står en fremadstormende ung radikal næstformand – Zenia Stampe – men hverken hun, de hårdt plagede Radikale eller et sammenrend på Facebook burde være en trussel mod kongehuset og de kongetro.
Alligevel er der en vis nervøsitet at spore. Da de Konservative i gårsdagens Berlingske Tidende således meddelte, at prins Henrik da godt kan få lov at kalde sig konge, meldte parti efter parti sig på banen med venlige, positive meldinger, som kongehuset kunne se som en fremstrakt hånd. Lige indtil i går morges. Her huggede Dansk Folkepartis Søren Espersen bremserne i for at redde kongehuset.
Prins Henrik fik i utvetydige vendinger en lektion i det politiske spil og blev nærmest bedt om at klappe i med fremtidige udtalelser om, at han godt vil ligestilles med de kvinder, der gifter sig med regenter og får titel af dronning.
Bagved ligger en frygt for, at det hele skal løbe løbsk, og derfor skal enhver yderligere debat stoppes. Hver gang debatten om de kongelige får lov at løbe, bliver det lidt grinagtigt. Selv politikerne griner, når de siger »kong Henrik«, og det hele kan let udvikle sig til en konstant underminering af kongehusets legitimitet. Sker det, er det nærliggende at spørge, hvad vi skal med det.
Og en regering, der slår sig op på frit valg, kunne vel så passende lade os vælge frit, hvem der skal være statsoverhoved, kunne republikanernes argumentet lyde.
Det var ikke lige det, der var meningen.
