Fra og med næste år vil regeringen tilbyde studerende på alle ungdomsuddannelser i Danmark mindst 20 timers frivilligt arbejde. Tillægsgevinsten er et styrket CV.
12. juli 2009, 22:00
Danske unge har meget at lære af USA. Ifølge undervisningsminister Bertel Haarder (V) er amerikanerne nemlig forbilledet for det initiativ, som studerende på alle ungdomsuddannelser i Danmark kommer til at mærke fra og med næste år.
Som en del af kvalitetsreformen har regeringen afsat 8,8 millioner kroner om året til at fremme frivilligt arbejde blandt unge.
Penge som allerede fra næste år skal bruges til at tilbyde studerende på alle gymnasier, handelsskoler og andre ungdomsuddannelser forløb af minimum tyve timers varighed i en klub, organisation eller forening.
Dermed håber undervisningsministeren, at der vil ske en markant stigning i antallet af unge, der laver frivilligt arbejde.
»Vi vil gerne udvikle en frivillighedskultur, hvor det bliver noget nær en social norm, at man ud over sit job og sin uddannelse gør en indsats for de svage i samfundet,« forklarer han.
Pynter på CVet
Hvordan forløbene konkret kommer til at se ud er i øjeblikket ved at blive fastlagt i et udvalg under regeringen.
Ifølge Socialministeret ligger det dog fast, at frivilligt arbejde i fremtiden skal belønnes med et diplom, som kan lægges ved eventuelle jobansøgninger.
Og det diplom vil fremover blive meget værdifuldt, forudser Bertel Haarder.
»Frivilligt arbejde vil i fremtidens samfund være et vigtigt punkt på ethvert CV, og noget man vil blive spurgt ind til, når man søger job. Sådan er det i USA, og sådan bliver det også i Danmark,« siger ministeren der får opbakning til initiativet i Dansk Erhverv, som repræsenterer flere end 20.000 danske virksomheder.
»Frivilligt arbejde giver en række nyttige kompetencer og er allerede en væsentlig faktor, når der søges arbejde. Når jobmarkedet lige nu er så vanskeligt, er det måske vigtigere end nogensinde,« vurderer chefkonsulent i Dansk Erhverv, Gorm Johansen.
Ambitioner efterlyses
Også formanden for Danske Gymnasieelevers sammenslutning, Bjarke Dahl Mogensen, bakker op om initiativet.
»Frivilligt arbejde er i god tråd med gymnasiereformen, som lægger op til, at eleverne skal være mere selvstændige og få et større overblik. Desuden er det i høj grad noget, man kan bruge, når man læser videre, fordi det giver en vigtig ansvarsfølelse over for det, man foretager sig,« siger han.
Ifølge Bjarke Dahl Mogensen er der bare ét problem ved initiativet: Det er ikke ambitiøst nok.
»Vi har kæmpet meget for, at frivilligt arbejde skal have en plads på skoleskemaet, så det kommer til at indgå som en fast del af det at tage en ungdomsuddannelse. Vi er derfor forundrede over, at regeringen har valgt at placere timerne uden for skoletiden,« siger han.
Ifølge gymnasieelevernes formand bliver det dog næppe et problem at hverve de unge.
»Overordnet hører vi, at det er noget, som de studerende gerne vil,« siger han og nævner, at ti procent af indsamlerne ved Dansk Røde Kors’ indsamling i år var gymnasieelever.
»Det er for os et bevis på, at der er stor opbakning til frivilligt arbejde blandt studerende,« siger han.
Undervisningsministeren forventer, at de første hold studerende vil blive tilbudt frivilligt arbejde i januar 2010.
































