Alene med mor

Den sikreste vej fra kontanthjælp til selvstændighed går gennem en uddannelse. Men rollen som enlig mor og studerende kan være svær at forene og derfor får kun hveranden en uddannelse. På Alexanderkollegiet er der plads til begge dele.

De små stiletsko klaprer, da Elisabeth kommer spadserende ned af gangen. Tøjet sidder stramt omkring hendes spinkle 18-årige krop. Og selv om hun siger, at det er en rigtig lortedag, hvad angår hår og makeup, ser hun forrygende ud med sort malede øjne og flad lysebrun mave under den pletfri hvide skjorte. På armen har hun sin søn, Mathias, på et år.

»Min søster kalder mig »darling,« fordi jeg godt ka´ li´ at alting er pænt og tjekket. Det gælder også mit hjem,« siger hun.

Hendes lille kollegielejlighed er enkelt og dekorativt indrettet med lange cremefarvede gardiner og sløjfer om lysestagerne. Hun beklager rodet, der består i en fjernkontrol på gulvet, lidt legetøj og en trøje hen over en stol.

»Jeg vil gerne ha´, at her er elegant og moderne. Måske fordi jeg selv er vokset op i et hjem, der ikke var så elegant. Hjemme hos min mor var alting så rodet og beskidt,« forklarer Elisabeth.

Hun er den yngste af sin mors 11 børn, og hun forlod sit barndomshjem, da hun var 13 år.

»Jeg valgte selv, at jeg ville hjemmefra. Min mor drak alt for meget. Jeg var flov over at have venner med hjemme. Vi havde heller ikke så mange penge. Og der var ikke altid aftensmad. Det var ikke fedt.«

Hun tilføjer: »Så i mit hjem skal der mad på bordet. Hver dag!«

Elisabeth er en af de 11 kvinder mellem 18 og 25 år, der bor på Alexandrakollegiet i Valby sammen med deres i alt 12 små børn.

Kollegiet hører under Mødrehjælpen og er et tilbud til unge enlige mødre under uddannelse, der, ud over et sted at bo, også får praktisk hjælp og støtte med for eksempel børnepasning, lektier og kontakt til de sociale myndigheder.

Målet med kollegiet er at give mødrene de bedste betingelser for at gennemføre en uddannelse. Og der er god grund til at få netop de unge enlige mødre gennem uddannelsesystemet. En rapport fra Socialforskningsinstituttet slog i sidste uge fast at fattigdom i Danmark er på retur, men den påpegede samtidig, at de enlige forsørgere og deres børn er den gruppe, der lever i størst fattigdom. Og at uddannelse og arbejde her er det vigtigste værn.



"Alle andre var imod, at jeg fik Mathias. Sagsbehandleren ville skræmme mig til at få en abort. Han sagde: "Hvis du får et barn får du aldrig råd til noget som helst. Du kommer til at gå i tøj fra en genbrugsbutik. Men jeg var overhovedet ikke i tvivl om, at jeg ville kunne klare det." siger Elisabeth på 18 år, her sammen med sønnen.


Netop derfor kan det virke paradoksalt, at kommunerne i disse år er blevet mere tilbageholdende med at støtte de unge mødre økonomisk, med for eksempel en revalidering, når de skal igennem uddannelsessystemet. De senere år er antallet af unge mødre under 15 år på revalidering faktisk faldet med over 20 procent. Ofte sendes mødrene i stedet i aktivering.

Alternativet til en revalideringsydelse er SU. Men opgørelser viser, at enlige forsørgere på SU lever i fattigdom. Uddannelsesstøtten er nemlig lagt an på, at man skal have erhvervsarbejde ved siden af, og det er stort set umuligt, hvis man er alene med et lille barn. Derfor må man klare alle månedens udgifter for 4.231 kroner. Eller 6.396 kroner hvis man tager lån oven i.



Dørene på kollegiet står næsten altid åbne, og der er et konstant rend af børn og mødre på gangene, især i ulvetimen, hvor dagens ret bliver tilberedt i de små kollegiekøkkener. Emma på to år hjælper sin mor pædagogstuderende Freja med at komme pasta i gryden


Therese Halskov er socialrådgiver og underviser på Den Sociale Højskole i København. Hun har forsket i »enlige mødre« i årtier og synes, det er uheldigt, når kommunerne sender de unge piger i aktivering frem for at støtte dem i en uddannelse.

»Jeg er ikke i tvivl om, at uddannelse er noget af det allermest afgørende. Det handler om at kunne forsørge sig selv. Udover muligheden for at forbedre sin økonomi, giver det øget selvværd, det bryder isolationen og giver mødrene mulighed for at være gode rollemodeller for deres børn,« siger Therese Halskov.

Tilbageholdenheden fra sagbehandlernes side skyldes dels økonomi, men ifølge Therese Halskov handler det også om ideologi:

»Man har fået den holdning, at enlige mødre ikke er noget særligt. De er jo ligesom alle os andre. Men enlige forsørgere, ikke mindst de helt unge, har altså i nogen år nogle helt særlige behov og kræver støtte, både økonomisk og praktisk, hvis man vil give dem en ordentlig fremtid,« siger hun.

Det er knap et år siden de første kvinder flyttede ind på Alexandrakollegiet. Endnu er ingen hverken droppet ud af deres uddannelse eller flyttet derfra. Dermed går de direkte imod statestikken, der fortæller, at hver anden enlige mor er uden erhvervsuddannelse.

Om det siger kollegiets forstander, Lisbeth Ernager:

»Ingen tør sige højt, at vi er en succes. Slet ikke mig. Men jeg må indrømme, at jeg er overrasket i forhold til min egen hypotese. Vi kalkulerede på forhånd med, at 20 procent nok droppede ud i løbet af efteråret. Men de hænger alle sammen ved. Også selv om det faktisk er nogle særdeles udsatte unge, med en belastet fortid.«

Et af de vigtigste rum på kollegiet er de såkaldte Børnerum. Her kan mødrene aflevere deres børn, hvis de er for syge til institution.

»Det kan lyde vældig banalt, men hvis man ikke har et netværk, så er man tabt i uddannelsessystemet, når ens barn bliver sygt. Og det er man nødt til at tage højde for, når man skal hjælpe denne her gruppe,« siger Lisbeth Ernager.

Elisabeths søn, Mathias, har haft mellemørebetændelse og er stadig lidt pivet. Derfor har han tilbragt dagen i børnerummet sammen med en pædagog, mens mor har været i skole. Han lyser op i et stort grin, da han ser sin mor:

»Hej lille skat, kom og putte hos mor,« siger hun og hænger Mathias op på skulderen, hvor han nusser sig ind til hendes hals.

»Han har bare haft alting: halsbetændelse, øjenbetændelse og nu mellemørebetændelse. Han har været rigtig syg og bare totalt mor-agtig,« siger Elisabeth.

Hun gik i 9. klasse, da hun blev gravid og havde ikke været kærester med Mathias far ret længe. Han er kun et år ældre end hende og de er ikke sammen længere.

»Det var ikke planlagt og man kan måske godt sige, at det var lidt kikset at blive gravid som 16-årig. Jeg var ung, og der var fart på. Næste gang jeg skal have et barn, skal jeg have en mand, der står ved min side, når jeg har brug for ham. Og et ordentlig hjem, en god uddannelse og et arbejde,« siger hun.

Egentlig var Elisabeth kommet ind på frisørskolen, men de sene arbejdstider i faget fik hende til at ombestemme sig, da hun havde fået Mathias.

»Så nu prøver jeg handelsskolen i stedet. Det er en bred uddannelse, og det er vigtigt for mig at have noget at falde tilbage på,« siger hun fornuftigt, mens hun skidter ned ad gangen med sin lille dreng på armen.

Før hun flyttede ind på kollegiet, boede hun i plejefamilie.

»Da jeg blev gravid, vidste jeg godt, at jeg ikke kunne bo der mere. Der var ikke plads til et spædbarn i huset, og jeg tror måske også, det var lidt svært for dem at acceptere. Jeg ville også gerne have Mathias for mig selv - lave min egen lille familie,« siger hun.

De heldigste af kollegiets mødre er på revalidering. Nogen af dem er på SU. Og det er mildt sat et kunststykke, at få det til at hænge sammen, fortæller Tina. Hun er 22 og bor på kollegiet sammen med sin søn Anton på to år.



Det sociale netværk er noget af det vigtigste på kollegiet. Når børnene er kommet i seng, sidder de unge mødre og snakker, griner og græder sammen. Andre gange går de i byen sammen, når børnene er på weekendbesøg hos deres fædre. På billedet er det fra venstre Anton, hans mor Tine, Freja og hendes veninde Neli.


I efteråret begyndte hun på en uddannelse som mediegrafiker, og det vil forhåbentlig føre til job inden for reklamebranchen. Onsdag i denne uge fik hun at vide, at kommunen kun vil støtte hende i en toårig uddannelse. Den uddannelse hun gerne vil have, og som hun er gået i gang med, varer fire år.

»Det er noget skod,« siger hun lige ud, da hun sætter sig på gulvet i gangen. Hun er netop kommet ind ad døren, og hendes dreng kaster sig i armene på hende. Han er blevet passet et par timer af en af de andre kvinder på gangen.

Tina er en eftertænksom, køn pige med langt mørkt hår. Hun blev gravid med sin kæreste, da hun var 19 år, men hun gik fra ham sidste år og flyttede ind på kollegiet sommeren 2002.

»Hvis jeg ikke havde boet her, var jeg sprunget fra min uddannelse. Jeg har brug for at have mennesker omkring mig, når der er nedtur. Særligt lige nu,« siger hun med henvisning til brevet fra kommunen, der betyder, at hun fortsat skal klare sig for SU og lån.

»Man må bare spare hele tiden. Hvis jeg skal købe noget, tøj for eksempel, er det selvfølgelig Anton, der kommer i første række. Og sidst på måneden er det en kunst at lave mad. Men jeg plejer altid at regne på det, så der ikke bare er knækbrød og havregrød hele den sidste uge. Og vi hjælper også hinanden meget. Laver mad sammen, og man kan altid låne lidt mælk, en ble eller et vaskekort.«

Og netop netværket blandt mødrene er et vigtigt element på kollegiet, forklarer forstander Lisbeth Ernager.

»Unge enlige mødre med børn har typisk ikke venner i omgangskredsen med børn. Meningen med et kollegium frem for at sidde i elleve forskellige lejligheder er også at få et netværk.

At være der for hinanden betyder ikke, at man skal være bedsteveninder. Men at der er nogen, man kan dele både sejre og nederlag med og som kan hjælpe en med det praktiske. Hvis det hele braser sammen for en af dem - og det gør det ind imellem - så rykker de sammen og tager over.«

Ifølge Lisbeth Ernager betyder den dårlige økonomi for de unge mødre ikke bare almindelig afsavn, som ikke at kunne købe lige det tøj man vil have, eller gå på café når man vil.

»Hvis man er fattig, og det er enlige mødre på SU, så betyder det meget, ikke mindst for børnene. De får ikke de samme oplevelser som andre f.eks. med ferier og fritidsaktiviteter. Det betyder også noget i forhold til studierne: Man kan ikke købe de bøger, man har brug for, og kan ikke deltage i sociale arrangementer. Men det allerværste er bekymringen for, hvordan man får det til at hænge sammen. Det tager kræfter både fra barnet og fra studiet,« siger hun.

Stella på 25 år står i køkkenet i sin lejlighed og rører i gryderne, mens hendes to drenge, Sebastian på tre år og Nikolaj på halvandet år, drøner rundt på gangen sammen med de andre kollegiebørn. Frem og tilbage. Op og ned. Nogle af dem i nattøj, andre bare i ble. De fleste har lige været i bad og er på vej i seng.

Elisabeth kommer forbi for at låne en af de andres telefon, hendes egen er løbet ud for taletid. Hun afleverer hjemmevant Mathias i armene på en af de andre kvinder og går ud på toilettet for at få lidt ro omkring samtalen. Stella forsøger at genne sine to drenge ind i lejligheden, hvor maden er klar. Hun flyttede fra børnenes far sidste år ind på kollegiet og begyndte på pædagogseminariet i september.

»Vi kunne slet ikke sammen til sidst. Jeg er glad for, at jeg kom ud af det forhold. Det lærte mig, hvad man ikke skal gøre,« siger hun.

Hendes egen opvækst var kaotisk og barsk. Hendes mor og stedfar var alkoholikere og hele familien flyttede ofte. Hver gang børnene var ved at blive fjernet fra hjemmet, blev teltpælene rykket op. Da hun var 13, stak hun af hjemmefra. Hun kom i stedet på ungdomspension og vendte aldrig tilbage. I dag ser hun kun sjældent sin mor, der går på landevejen.

På grund af sin opvækst er Stella meget bevidst om, at hendes børn skal have en opvækst i så trygge rammer som muligt.

»Jeg forsøger at holde styr på tingene. De skal sidde sammen og spise og sige tak for mad. I seng på et bestemt tidspunkt hver dag. Når jeg siger nej, er det nej - jeg er ret principfast omkring opdragelse. Det bliver man nødt til med sådan to drenge. Det er mig, der bestemmer. Men det er vigtigt, for det giver dem tryghed.«

Flere af mødrene på kollegiet har oplevet, at de ikke kunne få lov til at læse det, de gerne ville, fordi kommunen syntes, at deres mål var for høje eller forkerte. En ville for eksempel gerne være kosmetolog, men fik afslag på drømmeuddannelsen med den begrundelse, at faget er brødløst. En anden ville være psykolog, men det syntes sagbehandleren var for ambitiøst.

Ifølge socialrådgiver Therese Mersebak er det en typisk, men fatal, misforståelse kun at støtte de unge mødre i kortvarige uddannelser:

»Vi ved, at der er en sammenhæng mellem uddannelsens længde og lønniveau, så der en klar logik i at sørge for, at de her kvinder får en ordentlig uddannelse, fordi de skal være i stand til at overleve på en enkelt indtægt med deres børn. Uddannelsen som Social- og Sundhedshjælper er nærmest blevet et standardtilbud, men det er et problem, fordi den slags korte uddannelser er med til at fastholde kvinderne i en negativ fattigdomsspiral,« siger Therese Mersebak.

Ønsket om at bryde den sociale arv er stærkt hos mange af de mødre, der selv er vokset op under kaotiske forhold. En af dem er Stella. Hun er meget bevidst om sin egen rolle som mønsterbryder og på trods af talrige forhindringer, holder hun fast i sit ønske om at få sin pædagogeksamen.

»Jeg vil vise verden, mine forældre og især kommunen, at jeg kan forsørge mig selv og mine børn. Jeg fryder mig hver gang, jeg tager et skridt i den rigtige retning hen imod at blive uafhængig. Og jeg glæder mig til, at jeg kan stå med hænderne oppe og sige: 'HA! Jeg klarede det.' Det giver også blod på tanden at være her sammen med andre mødre, der også siger: 'Jeg kan. Jeg vil.'

Jeg er utrolig stærk til daglig, men når man først rammer muren, så er det rart, at man bare kan åbne døren, og der så står en masse mennesker, der kender til det. Man skal ikke stå og forklare, hvis der er noget galt. Det ved de bare med det samme.«



De to computerrum er flittigt besøgt af de 11 studerende mødre. Stella er i gang med en opgave til pædagogseminariet, mens Frejas datter Emma leger på gulvet.




Når børnene er syge står kollegiets frivillige klar med en ekstra hånd. Elisabeth ryger en smøg, mens pædagog Hanne Knudsen går tur med hendes søn.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.