Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Advokater: Uledsagede asylbørn bliver vildledt

Mindreårige asylansøgere, der kommer alene til Danmark, kan blive sendt ud af landet i stedet for at få den opholdstilladelse, de har krav på. Børnene får for dårlig vejledning, mener advokater i asylsager.

Asylsøgende børn under 18 år, der kommer til Danmark uden mor og far, risikerer at blive sendt ud af landet i stedet for at få den opholdstilladelse, de ellers har ret til.

Sådan vurderer advokat Gunnar Homann behandlingen af sager om uledsagede mindreårige asylansøgere. Han er selv beskikket advokat i en række sager, hvor han har oplevet forkert rådgivning om børnenes muligheder for opholdstilladelse i Danmark.

Særligt, når børnene har fået afslag på asyl og har behov for at kende øvrige muligheder for at få opholdstilladelse.

»Jeg har haft sager, hvor Udlændingeservice har skønnet en asylanmodning åbenbart grundløs (hvor børnene har fået afslag på asyl og ikke kan klage deres sag, red.), hvor den pågældende senere har fået opholdstilladelse som flygtning senere via Flygtningenævnet,« siger Gunnar Homann til Berlingske Tidende.

Kender ikke reglerne
Og flere advokater er kritiske over børnenes sagsbehandling. Advokatrådet har netop på vegne af de danske advokater afsendt sit høringssvar om behandlingen af uledsagede asylbørn, som netop nu er ved at blive evalueret i Integrationsministeriet.

Det er især ordningen med frivillige repræsentanter, som myndighederne udpeger til at varetage børnenes interesser via en indstilling fra Dansk Røde Kors, som Advokatrådet kritiserer. Repræsentanterne har ikke fået den fornødne information om deres rolle og har ringe indsigt i retningslinjerne for børnenes sagsbehandling, står der i høringssvaret, som Berlingske Tidende har fået indsigt i.

Repræsentanten er en frivillig privatperson, der varetager barnets interesser og er med lige fra sagen begynder – modsat advokaten, der kommer ind i sagen, hvis Udlændingeservice mener, at barnet ikke opfylder betingelserne for asyl.

Ofte bliver advokaterne indkaldt så sent, at rådgivningen bliver givet under stort tidspres. I mange tilfælde har advokaten ifølge Gunnar Homann kun én dags varsel til en sag, og samtalen med barnet kan vare under en time.

Mister det sociale
I Dansk Røde Kors, der indstiller de frivillige repræsentanter til godkendelse hos statsforvaltningen, kan leder af asylafdelingen, Jørgen Chemnitz, godt forstå kritikken.

»Det ville da absolut styrke ordningen, hvis det var jurister eller socialrådgivere, der tog sig af børnene. Men da ordningen er frivillig, følger der heller ikke en pose penge med, så vi har ikke mulighed for at ansætte professionelle nu,« siger Jørgen Chemnitz.

Han understreger, at det er folk med god vilje, der bliver frivillige repræsentanter. Ved at gøre ordningen udelukkende professionel, vil en social dimension forsvinde.

Lappeløsning
Ifølge Gunnar Homann burde de uledsagede asylbørn få en professionel værge så snart, de satte foden på dansk grund.

»Barnet står i en helt ny verden fyldt med spørgsmål, der er ikke grund til at vente. Den nuværende ordning er en lappeløsning,« siger han.

Dansk Folkepartis integrationsordfører Peter Skaarup vil gerne kigge på, om man kan afklare børnenes situation hurtigere og på en mere kompetent måde.

»Men vi vil ikke være med til at udskrive en stor regning til skatteborgerne. Hurtig og saglig afklaring vil altid være være til gavn for børnene uanset om man kan få asyl eller skal tilbage til hjemlandet, for så kan man komme videre med sit liv.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) eller integrationsordfører Henrik Dam Kristensen (S).