Århus har knækket røverne

I hovedstaden er antallet af røverier på himmelflugt. I Århus ser de ud til at have fundet en løsning på problemet.

Mens antallet af røverier eksploderer i hovedstadsområdet, ser det anderledes positivt ud i landets næststørste by. I Århus er antallet af røverier det laveste siden årtusindeskiftet.

En opgørelse fra Østjyllands Politi, som Århus Stiftstidende for nylig bragte, viser, at antallet af røverier på ti år er faldet fra 334 til 279. De 55 færre tilfælde svarer til et fald på ca. 16,5 pct.

En udvikling som kriminalkommissær ved Østjyllands Politi, Aksel Mølsted, forventer vil fortsætte.

Til sammenligning er der de seneste to år sket en dyster stigning på 50 pct. i hovedstadsområdet.

Succesen i Århus skyldes, ifølge kriminalkommisær Aksel Mølsted, prioritering.

- Det primære er, at vi sætter utrolig stor fokus på røverier og indbrud. Især dem begået mod privatpersoner, siger Aksel Mølsted.

Ifølge kriminalkommissæren kan en gruppe lynhurtigt lave en-to røverier hver weekend. Og erfaringen viser, at røverne ikke stopper, før de bliver fanget, så det går ud på at få dem væk fra gaden.

- Vi har et godt samarbejde med anklagemyndigheden. Hver gang vi har et røveri, har vi som udgangspunkt aftalt, at vedkommende skal i fængsel. Det har vi valgt her i Østjylland, siger Aksel Mølsted.

Derudover drager politikredsen nytte af pressen, der hjælper med at efterlyse vidner. På den måde får de en god bunke tips, der kan hjælpe med at finde gerningsmanden.