De 57 medlemslande i Organisationen af Islamiske Stater (OIC) hilser Politikens undskyldning for Muhammedtegningerne velkommen og håber, at de andre danske aviser følger trop.
4. marts 2010, 05:50 – opdateret 4. marts 2010, 05:55
Politikens forlig med de såkaldte efterkommere af profeten Muhammed i striden om de kontroversielle profettegninger er blevet bemærket rundt omkring i den muslimske verden.
I en erklæring hilses Politikens undskyldning - som det hedder – velkommen af de 57 medlemslande i Organisationen af Islamiske Stater (OIC).
»Politikens undskyldning vil blive set af muslimer som et skridt hen imod genopretning med hensyn til de sår og den krænkelse, som de blev udsat for gennem offentliggørelsen af karikaturerne,« siger en talsmand for det overvågningscenter, som OIC har etableret i Jeddah i Saudi-Arabien for at holde øje med islamafobi rundt omkring i verden.
Bedre sent end aldrig
»Det skridt, som dagbladet Politiken har taget, skulle have været taget umiddelbart efter den første offentliggørelse af de krænkende karikaturer i 2005 som en demonstration af det danske samfunds respekt for tolerance og respekt for verdens 1,5 milliarder muslimer, der føler sig ydmyget, krænket og dybt såret på grund af offentliggørelsen af karikaturerne,« påpeger OIC, der nu afventer, at de andre danske aviser følger trop og undskylder tegningerne.Talsmanden stiller hverken krav eller fremsætter trusler. Han nøjes på de 57 islamiske landes vegne med at "håbe på", at de andre danske aviser, der har trykt profet-tegningerne, gør som Politiken.
OIC-talsmanden understreger samtidig, at »OIC er stærk tilhænger af ytringsfriheden«. Men at den skal anvendes, så den ikke fører til »provokationer, der fører til social uro og forstyrrer harmonien mellem trosretningerne«,



































