Fagbevægelsens demonstration mod regeringens genopretningspakke har nu nået Christiansborg. Politiet skønner, at der er 40.000 mennesker på slotspladsen.
8. juni 2010, 17:30
Danskere i ti-tusindvis er udstyret med røde faner, bannere og slagråb for at markere deres utilfredshed med regeringens genopretningsplan.
Scenen er sat på Christiansborg Slotsplads og det er fagbevægelserne, der kalder til kamp. Politiet skønner, at omkring 40.000 er mødt op for at markere deres utilfredshed med den spareplan, der skal finde 24 mia. kr. frem mod 2013.
- Der hvor jeg kommer fra, siger man, at dem der drikker mest, må betale den største del af regningen. Det forholder sig sådan at bankerne, Lars Løkke Rasmussen og de velhavende har tømt baren. De har drukket mest, nu må de betale, tordner LO's formand, Harald Børsting, fra talerstolen på slotspladsen foran Christiansborg.
Både arbejdere og studerende på Slotspladsen
LO-formanden taler blandt andet til en stor gruppe studerende, der føler sig ramt af regeringens spareplan. Universiteterne skal nemlig spare 2.3 mia. kroner inden for de nærmeste år. Men Harald Børsting retter naturligvis også sin tale til arbejdere i mere traditionel forstand. Han skoser således regeringen for at skære i dagpengene og gøre de fattigste i samfundet til sorteper.
- I er kommet fra alle egne af landet og tak for det. Det er tid til at sige nej til flere besparelser og forringelser af vores velfærdssamfund. De kan ikke gemme sig for vores utilfredshed, vi bliver ved, indtil vores stemme er hørt, fortsætter Harald Børsting.
Tidligt i morges satte 150 busser kurs mod hovedstaden, fyldt med medlemmer af LO og FTF. Det forventes, at oppositionens ledere Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) tropper op på Slotspladsen, men derudover må demonstranterne kigge forgæves efter flere politiske skikkelser på pladsen, da Folketinget er gået på sommerferie. Og den person som talerne og demonstrationerne især er rettet mod, nemlig statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), befinder sig i Esbjerg for at svare på spørgsmål fra Jydske Vestkystens læsere.

































