Næstved Politi slæber en 37-årig socialpædagog i retten for at have haft sex med tre anbragte teenagepiger, mens han arbejdede på opholdsstedet Marita i Vejlø ved Næstved.
28. februar 2008, 22:12
Næstved Politi slæber en 37-årig socialpædagog i retten for at have haft sex med tre anbragte teenagepiger, mens han arbejdede på opholdsstedet Marita i Vejlø ved Næstved.
Misbruget er sket i en ganske kort periode over to måneder i juni og juli 2007. Den sexglade pædagog er tiltalt efter den såkaldte skolelærer-paragraf og nægter sig skyldig, skriver Sjællandske fredag.
Pigerne fra opholdsstedet stod på det nærmeste i kø for at stemple den 37-årige, da Sjællandske i august afslørede de gruopvækkende kendsgerninger. På det tidspunkt påstod en 14-årig pige, at hun blev voldtaget af den kraftigt byggede pædagog på et toilet på Nåby Campingplads, efter at han havde gjort tilnærmelser ved en bålplads. Den 14-årige allierede sig med en 17-årig, som ligeledes påstod at være blevet misbrugt to gange.
Alligevel har politiet svært ved at bevise, at manden har tvunget pigerne til sex.
- Der er intet, der tyder på, at pigerne er blevet voldtaget, eller at der er blevet anvendt nogen form for tvang. Vi tiltaler alene manden for at have overtrådt skolelærer-paragraffen i fire konkrete tilfælde. Vi vurderer, at han har haft sex to gange med en pige på 17, en gang med en pige på 14 og endnu en gang med en 15-årig pige, oplyser politiadvokat Michael Boolsen, Næstved Politi, til Sjællandske.
Manden risikerer ifølge skolelærer-paragraffen fire års fængsel og at få frataget retten til at arbejde med børn og unge, skriver Sjællandske.



































