141 hårde kriminelle styrer de nye bander

Politiet har kortlagt, hvem der styrer den voldelige bandekriminalitet. Hårde kriminelle med mange junior-soldater under sig kæmper mod hinanden og rockere om narkomarkedet.

Selv om både Rigspolitiet og de nye, større politikredse bruger mange kræfter og avanceret overvågning i kampen mod de organiserede kriminelle bander, er antallet af hårde kriminelle og antallet af bander nogenlunde uændret i forhold til de to forudgående år.

Det fremgår af Rigspolitiets statusrapport om kriminelle grupper og bander, som offentliggøres i dag.

Rapporten fastslår, at 141 hårde kriminelle, hovedparten af anden etnisk herkomst, udgør toppen af det kriminelle isbjerg, som rekrutterer i indvandrermiljøet i Danmark. Men under sig har de langt flere »soldater« i form af lokale grupperinger og netværk, som lederne kan bruge efter behov.

Rigspolitiet har etableret tæt overvågning af de hårdeste kriminelle, som arbejder over hele landet, viser rapporten.

»De 141 er toppen af bandekriminaliteten eller førsteholdet, om man vil,« siger vicepolitiinspektør Jørgen Isalin, der har stået for udarbejdelsen af statusrapporten.

Mange af de 141 værste kriminelle i toppen er dømt for narkokriminalitet og grov vold.

»Vi kan se, at banderne har mere vilje til at bruge skydevåben og stikvåben end tidligere. Men om det vil fortsætte, har vi ikke belæg for at sige noget om,« siger Jørgen Isalin.

De lokale forbrydere, soldaterne, kan tilkaldes hurtigt og er villige til at lade sig bruge. Selvom de befinder sig i forbrydernes 2. division, er de lige så villige som de ledende til at bruge våben.

Skyderiet ved Tåstrup­gaard i december sidste år blev eksempelvis begået af to konkurrerende, lokale bander, og havde efter politiets formodning sin årsag i et opgør om narkotikamarkedet.

Ifølge vicepolitiinspektør Jørgen Isalin skal man ikke gøre sig håb om, at samfundet nogen sinde får bugt med bandekriminaliteten.

»Det kriminalitetsfrie samfund er en utopi. Men med et langt sejt træk med overvågning og efterforskning kan vi hindre, at de udbredes. Det vigtige er, at vi har gode værktøjer til at blotlægge bandekriminaliteten. Vi er meget sikre på, at vi har fat i de rigtige«, siger Jørgen Isalin.

Fødekæden til indvandrernes bander begynder typisk i boligområder med mange unge indvandrere, som klumper sig sammen og begynder med hærværk og gaderøverier i »lillebror-bander«.

»Får vi ikke fat i dem på det tidspunkt, så er risikoen, at de rykker op i den gruppe, som vi holder øje med,« siger vicepolitiinspektøren.

Få egentlige bander
Det er kun nogle få af indvandrerbanderne, blandt andre Black Cobra og Den Internationale Klub, der opfører sig som egentlige bander med medlemskab og uniformering i stil med rockerbanderne. De øvrige er mere løst organiserede, og nogle af dem opfatter sig ikke selv som bander.

»Det er bare nogle, som kender hinanden og udøver kriminalitet sammen,« siger Jørgen Isalin.

Ifølge rapporten har det meget stor effekt på banderne, når lederne sidder i fængsel. I de perioder falder bandens aktivitet typisk meget.

»Det viser også, at der faktisk eksisterer et uformelt hierarki i grupperne,« siger Jørgen Isalin.

Rigspolitiets evne til at overvåge og kortlægge bandekriminalitet er resultatet af, at politiet siden rockerkrigen i 1990erne har fået flere redskaber og muligheder for blandt andet at aflytte de værste af de kriminelle.

I 2005 offentliggjorde Rigspolitiet en strategi for en forstærket indsats mod de kriminelle netværk, og i flerårsaftalen for politiet og anklagemyndigheden er det besluttet, at banderne er meget højt prioriteret.

Forleden kom det frem i retten, at politiet aflyttede Hell Angels-rockeren Jørn »Jønke« Nielsens mobilsamtale med kæresten forud for knivstikdramaet på Nørreport i december, hvor et formodet bandemedlem fra en indvandrerbande nær var død af sine sår. Efter al sandsynlighed blev Jønke overvåget netop som led i overvågningen af de ledende kriminelle i rockermiljøet, og rockerbanderne vil indgå i næste års rapport fra Rigspolitiet.

Jørgen Isalin er sikker på, at banderne ikke vil blive overrasket over at læse, hvor tæt politiet følger dem.

»De er jo godt klar over, at de bliver anholdt fra tid til anden, og nogle af dem sidder jo inde med længerevarende fængselsstraffe. De ved godt, vi holder øje med dem, og jeg tror, at nogle af dem ville blive skuffede, hvis ikke vi gjorde det,« siger vicepolitiinspektøren.