Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

12-årig mishandlet af pigeflok

12-årig pige blev slået, sparket, brændt og spyttet på af fem piger, der beskyldte hende for at have kysset en dreng.

Fem piger har erkendt vold og trusler mod en 12-årig pige, der tidligere i februar blev lokket med til en kirke i Ballerup og mishandlet gennem halvanden time.

Ved kirken blev den 12-årige sparket og slået, mens de fem overfaldspiger spyttede på hende og dunkede hendes hoved ind i kirkemuren. Hun fik også knipset tændte cigaretskod på sig, og en af de voldsomme piger lagde hænderne om halsen på hende og klemte til, så hun havde svært ved at få vejret, oplyser politiet.

Årsagen til mishandlingen var ifølge politikommissær Michael Sørensen, at den 12-årige havde kysset med en bestemt dreng, men det ville den 12-årige ikke indrømme og begyndte at græde.

Gråden formildede imidlertid ikke femkløveret, der ifølge politiet blot sagde:

- Hver tåre koster et slag.

Siden overfaldet, der fandt sted 11. februar, har lokalpolitiet i Gladsaxe afhørt de voldelige piger, og en 15-årig pige, der var den eneste over den kriminelle lavalder, er sigtet for grov vold.

De fire øvrige er det nu op til de sociale myndigheder at tage sig af.

/ritzau/