Ditzels datter værner om moderens design

Én dag om ugen i 10 år. Sådan blev Dennie Ditzel – datter af designer Nanna Ditzel - ført ind i sin mors designunivers. Dermed havde hun ved morens død i 2005 mod på og lyst til at skifte det valgte lærerfag ud med Trinidad-stole, vugger og alle Nanna Ditzels andre ikoner.

Det var et stort arbejde at tømme Nanna Ditzels byhus i Klareboderne efter hendes død og få etableret firmaet på den nye adresse på Østerbro, men nu er det herfra, at Dennie Ditzel fører designarven videre.
Det var et stort arbejde at tømme Nanna Ditzels byhus i Klareboderne efter hendes død og få etableret firmaet på den nye adresse på Østerbro, men nu er det herfra, at Dennie Ditzel fører designarven videre.

Boligens udsendte fik en tur ’down memory lane’, da dette interview om familiebårne designfirmaer skulle i hus. Nanna Ditzels datter fører sin mors store designunivers videre fra nogle kælderlokaler på Østerbro. I et kvarter, hvor ovenstående journalists mormor boede, drev bodega og kendte alt og alle, så det var med familien helt forrest i tankerne, at døren til Nanna Ditzel Design A/S blev åbnet den pågældende kolde eftermiddag i december.

Billedserie:

Og familiefølelserne fortsatte inden døre, hvor Dennie Ditzel hver dag sidder omgivet af sin mors design og ånd. I hjørnet står den ikoniske vugge, Trinidad-stole omkranser bordet i det lille køkken, og de kendte Trisser er stablet som en skulptur i rummet.

En opslagstavle rummer en blanding af familiefotos og designbilleder, og på skrivebordet står en portion visitkort med Dennie Ditzels mors initialer; ’ND’.

Nanna Ditzel døde i 2005, men hun er rigtigt meget tilstede i dette lokale. Til stede var hun også i Dennie Ditzels barndom, der blev tilbragt i Bagsværd sammen med to yngre tvillingesøstre og forældrene Jørgen og Nanna Ditzel, der begge var designere og arbejdede sammen, indtil Jørgen Ditzel desværre døde tidligt i 1961. Dennie Ditzel beskriver barndomshjemmet som meget moderne. Lidt FOR moderne, syntes hun faktisk som barn, hvor hun bare gerne ville ligne alle de andre børn, der boede i parcelhuse ’og havde potteplanter’, som Dennie Ditzel siger.

Til gengæld fik hun også rigtigt meget godt med sig fra de kreative og fremsynede forældre.

- Når jeg ser tilbage nu, så har jeg været rigtigt glad for at vokse op i et kreativt miljø. Hjemme ved os var det lige så rigtigt og vigtigt at være god til formning, som at man kunne den lille og store tabel, forklarer Dennie Ditzel.

Med den enormt kreative opvækst kan man sige, at det måske havde været oplagt, hvis Dennie Ditzel var gået i forældrenes fodspor og var blevet designer eller andet kreativt. Men for Dennie så morens fodspor foran hende skræmmende store ud. Hun valgte at blive lærer og arbejdede i 24 år på Bagsværd Kostskole og Gymnasium.

- Det kan godt være, at jeg skulle være blevet noget kreativt, men jeg tror, at det var et meget bevidst fravalg fra min side. Jeg var bange for, at jeg ikke ville kunne være mig selv i sådan et liv, bange for at skulle leve op til noget stort. Da jeg stod og skulle træffe valget om, hvad jeg skulle i livet, var min mor en etableret designer, og det havde jeg ikke mod på at skulle måles op imod. Men jeg har altid haft lyst.



Den lyst fik hun prikket forsigtigt hul på tilbage i 1995. Nanna Ditzel var på det tidspunkt 72 år, og som Dennie Ditzel siger det, så var moren godt klar over, at det ikke var ’for good and ever’.

- Hun spurgte mig, om jeg ikke havde lyst til at arbejde på hendes tegnestue én dag om ugen. Hun ville gerne have, at én af os tre døtre var inde i det daglige arbejde og drift af virksomheden, når hun døde. Ikke nødvendigvis fordi vi skulle køre det videre, når hun ikke var her mere, men lige så meget fordi det ville være praktisk, hvis vi solgte og skulle pakke det hele ned, køre det videre på vågeblus eller noget helt andet, forklarer Dennie Ditzel, der uden større overvejelser sagde ja til sin mors jobtilbud, gik på nedsat tid som lærer og begyndte at arbejde for sin mor en dag om ugen.

Ingen lever som bekendt evigt, men Nanna Ditzel blev 81 år gammel, og Dennie Ditzel fik dermed en lang, solid læretid i sin mors firma. I 10 år mødte hun ind hver onsdag i Nanna Ditzels byhus i Klareboderne i København. Her var der værksted og et hav af møbelmodeller i kælderen, i stuen sad Dennie Ditzel sammen med en fastansat designer. På førstesalen havde Nanna Ditzel sin tegnestue, mens hun boede på anden- og tredjesal, og tit boede der – som Dennie Ditzel siger – ’et barnebarn øverst oppe’. 

Følg også boligstoffet på Facebook

Dennie Ditzel startede sine onsdage med et møde med sin mor, hvor der blev udarbejdet en liste over dagens gøremål, og på den liste kunne stå helt forskellige ting såsom at gå på posthuset og kigge på nye prototyper med sin mor. Læretiden blev lang og god, og da Nanna Ditzel døde i 2005, var ældstedatteren på intet tidspunkt i tvivl.

- Jeg havde ingen overvejelser, der talte imod, at jeg overtog efter min mor. På det tidspunkt var jeg så meget på hjemmebane i firmaet, at det bare var helt naturligt for mig. Der var ikke noget pres fra min mors side. Undervejs i de 10 år snakkede vi åbent om, hvad der skulle ske med det hele, og helt hen til sin død sagde hun, at vi også bare kunne pakke det hele ned i kasser, fortæller hun.

Den åbne snak om fremtiden gjorde godt, og Nanna Ditzel gjorde også konkrete ting, der skulle hjælpe hendes datter med at føre virksomheden videre. Dennie Ditzel rejser sig fra Trinidad-stolen omkring bordet i det lille køkken i kælderlokalerne på Østerbro. Hun finder et ringbind i reolen, hiver et A4-ark frem og læser højt:

- Helst på fuldtid, besvare alle henvendelser, levere fotos og pressemateriale, produktudvikle gamle modeller i hensigt med at holde produktion og navn levende...

Det er Nanna Ditzels overdragelse til sin datter, nedskrevet to måneder før hun døde.

- Det er så at sige et koncept, som min mor udarbejdede for at støtte mig i, hvad der skal prioriteres i det daglige arbejde, forklarer Dennie Ditzel.

Hun er bevidst om det ansvar, der følger med, når hun nu løfter arven fra sin mors mange designer-år, men det er ikke et negativt åg, der ligger på hendes skuldre.

- Først og fremmest så opfatter jeg det som et ærefuldt hverv, som jeg har fået. Der skal meget tillid til at lægge hele sit livsværk i hænderne på en anden. Jeg føler mig nu heldigvis heller ikke alene om ansvaret. Der er en bestyrelse bag, hvor jeg, mine to søstre og administrerende direktør fra Fredericia Furniture, Thomas Graversen, sidder. Vi mødes et par gange om året og snakker om hvilken retning vi skal i. Så det er mig, der administrerer det daglige arbejde, men dybest set føler jeg, at vi er et team, der fører Nannas livsværk videre.

Dennie Ditzel skifter mellem at omtale sin designer-mor som ’min mor’ og ’Nanna’, og det er tydeligt, at hun skelner ret meget imellem den Nanna Ditzel, der var hendes chef og professionelle kollega i et årti, og så hendes mor. Måske af samme grund kan man ikke finde den store ærefrygt i hende over nu at blande familie og forretning.

- Gennem de 10 år, jeg arbejdede sammen med min mor, fik hun på en eller anden måde lært mig at adskille familiefølelser fra forretning, så det er ikke noget, jeg tænker meget over. Selvfølgelig ER det familie, men vores samarbejde foregik på en meget professionel måde. Jeg mødte hver onsdag, og så havde vi møde klokken 10, hvor vi gennemgik dagen. Vi snakkede aldrig børn og børnebørn på de møder og heller ikke så meget i løbet af dagen. Når vi så mødtes til frokost, så kunne vi godt sludre mere løst, men det var ligesom adskilt. Ellers var det nok heller aldrig blevet særligt effektivt, smiler Dennie Ditzel, der er i stand til at se ret nøgternt på den store familiearv, som lokalerne på Østerbro huser.

- Jeg ved ikke, om jeg dybest set tror, at det er så meget anderledes, fordi der er familie indblandet. Jeg har påtaget mig et arbejde, som jeg godt kan lide, og hvor jeg nyder at se tingene udvikle sig. Der er nogle opgaver, som skal løses så godt som muligt, og det er egentlig ikke så meget anderledes end min tilgang til for eksempel jobbet som lærer.

Og når Dennie Ditzel bruger ordet ’udvikle’ er det ikke tilfældigt. Det er meget vigtigt for hende og hendes søstre, at Nanna Ditzels design er i fremgang. Helt tro mod hendes mors ånd, siger Dennie Ditzel:

- Vi kører virksomheden videre i hendes ånd, men – og det er vigtigt – uden at tingene går i stå. Det er vigtigt, at vi videreudvikler firmaet, for der var ikke noget, der var så uinteressant for min mor som fortiden. Hun var meget fremsynet i sit arbejde, og for hende har det altid handlet om fremtiden. Når producenter for eksempel ønsker at tage gamle modeller op på ny, så foretager vi en afvejning af, om vi synes, at det er relevant, og om der kan komme et godt resultat ud af det. Det er vigtigt for os at have respekt for tingene, men hele tiden udvikle dem, forklarer Dennie Ditzel og uddyber:

- Jeg har hele tiden min mor med i tankerne på en eller anden måde i den proces; hendes værdier, koncept og faglighed. Det tror jeg, at jeg har fået adopteret i de 10 år og måske i virkeligheden hele min opvækst.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.