Mig & mit hjem

Vi sætter pris på alt det, der sker mellem møblerne; nemlig livet

Illustrator og arkitekt Louise Haugaard Nielsen er aktuel med fine prints for ILVA. Hjemmet i Kolding er indrettet med fokus på hyggelige stunder og det helt almindelige hverdagsliv.

Det er i køkken-alrummet, at Louise Haugaard Nielsen og kæresten Lasse opholder sig mest. De kan let være sammen uden at lave det samme her, og der arbejdes ofte ved bordet under skråvinduerne. Til venstre anes en lænestol, der har været på tur rundt i vennekredsen de sidste 10 år og nu altså bor i hjemmet her. Spisebordsstolene kommer fra Lasses forældre, og Louise Haugaard Nielsen har givet dem en gang sort maling for at gøre dem til et grafisk indslag i rummet.
Det er i køkken-alrummet, at Louise Haugaard Nielsen og kæresten Lasse opholder sig mest. De kan let være sammen uden at lave det samme her, og der arbejdes ofte ved bordet under skråvinduerne. Til venstre anes en lænestol, der har været på tur rundt i vennekredsen de sidste 10 år og nu altså bor i hjemmet her. Spisebordsstolene kommer fra Lasses forældre, og Louise Haugaard Nielsen har givet dem en gang sort maling for at gøre dem til et grafisk indslag i rummet.

Beskriv dit hjem med tre ord?
Base, sammenskudsgilde, foranderligt.

Hvorfor bor du, som du gør?
Vi valgte denne her lejlighed, fordi den har nogle fantastiske vinkler, er uforstyrret og har den fineste udsigt til Koldinghus. Vi har endnu ikke helt lagt os fast på, hvor vi vil bo fremover, så derfor valgte vi en central leje-lejlighed med plads til hjemmeliv og firma. Vi har ikke brugt en masse penge på møbler, da behovene ændrer sig fra hjem til hjem, og derfor har vi lært at bruge det, vi har, og sætte pris på det, der sker mellem møblerne; nemlig livet.

Hvad er det allerførste, du gør, når du kommer hjem?
Jeg arbejder herhjemme, så siden februar er jeg ikke ’kommet hjem’ i traditionel forstand, men jeg har adskillige ture ud af huset, både i og uden for Kolding, og det er fantastisk at være ude – men himmelsk at komme hjem igen. Når jeg kommer ind ad døren, sætter jeg mig ofte til at tegne for at huske noget, jeg har oplevet, eller få idéer til nye illustrationer ned på papiret.

Hvilket rum er dit yndlingsrum og hvorfor?
Mit yndlingsrum er uden tvivl køkkenstue- rummet. Det er et centrum, hvor omkring alt roterer. Jeg sidder tit og arbejder ved spisebordet, mens Lasse læser, laver mad eller spiller musik, og det er fabelagtigt, at vi kan opholde os sammen, uden nødvendigvis at foretage os det samme.

Hvad er du mest glad for i dit hjem?
Lasse, naturligvis. Dernæst vindueskarmen i stuen, som man kan sidde i. Jeg synes, at nicher er cool. Det er dejligt, når der i konstruktionen er taget stilling til forskellige typer ophold. Og så er jeg også ret glad for den lange gang. Her kan jeg hænge illustrationer op, både de færdige og undervejs i processen, så jeg kan vurdere dem over tid. Og så har skråvinduerne et særligt godt lysindfald, som fungerer rigtig godt i lejligheden.

Hvilken ting i dit hjem har størst affektionsværdi og hvorfor?
Jeg er ret knyttet til flere af mine ting. Jeg lever af at lave visuelle fortællinger og har derfor et ret nært forhold til historier generelt. Jeg knytter mig ret meget til illustrationer, jeg køber, af andre kunstnere. Fordi de altid minder mig om en bestemt oplevelse, et møde eller en god samtale. Og det er objekter, som jeg kan tage med mig fra hjem til hjem, så de bliver en slags konstant i mit omskiftelige liv.

Hvad er det bedste minde, du har fra dit hjem?
Der er mange gode minder i denne lejlighed. Blandt andet at sidde i vindueskarmen og drikke øl med min bedste veninde, Kathrine. Eller da Lasse og jeg fejrede nytårsaften i samme vindueskarm med te og honning på grund af en ubelejlig halsbetændelse. Det her hjem kan alt muligt.

Hvad har du senest købt til din bolig?
Jeg har netop købt en illustration af Drawn By Numbers, som jeg er meget glad for. De er virkeligt dygtige, Peter og Kirstin. Og så har jeg købt nogle fine, forskellige lysestager og puder hos Isoldes Hus i Kolding. Hun har altid noget, jeg ønsker mig. Jeg kommer der ret meget, fordi butikken også sælger mine illustrationer – og så fristes jeg.

Hvad vil du aldrig have inden for din dør?
Det er svært at afvise noget helt kategorisk. Selv de mest absurde objekter kan passe ind i de rette rum. Men skal jeg vælge noget, så må jeg indrømme, at jeg har det lidt svært med gardiner. Ja, det er mærkeligt, men det har jeg bare. Derfor er denne her lejlighed også skøn, da der kun er ét almindeligt vindue – som ikke kræver et gardin.

Hvad kunne du godt tænke dig at lave om?
Hvis vi skulle blive i denne her lejlighed, så ville jeg gerne male nogle af væggene i andre farver. Måske bare nogle felter. Og så ønsker jeg mig brændende et nyt spisebord. Min dygtige far har lavet et langbord af Dinesen-planker med sorte Hay-stålben til min søsters nye hjem i Berlin, og jeg håber, at jeg kan lokke ham til et lignende projekt i vores næste lejlighed.

Se mere bolig og livsstil på Facebook

Hvordan er dit forhold til dine naboer?
Det er udemærket, men jeg kender dem faktisk ikke ret godt. Vi løber ikke så tit på hinanden i opgangen. Det første år, vi boede her, tog jeg afsted til Århus inden klokken syv om morgenen og kom først hjem igen efter klokken syv om aftenen, så jeg var her ikke så meget. Men jeg tror, at de er meget søde ...

Hvor flytter du hen næste gang?
Vi flytter muligvis til Århus igen, fordi Lasse potentielt har en jobmulighed deroppe omkring. Vi har også snakket om at flytte til København, hvor jeg har boet før, men Berlin er også på bordet. Vi har tre nevøer i Berlin, som gør den tyske metropol endnu mere attraktiv. Lige nu afhænger det af Lasses arbejdssituation, for a mile in the woods og jeg kan fungere de fleste steder, og inspiration er allestedsnærværende. Det bliver et spændende efterår!

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.