Gør huset klar til efterårsstormen

Vi har endnu den første seriøse efterårsstorm i vente. Men det er fornuftigt at klæde sit hus godt på allerede nu, inden det bliver alvor derude.

Skybrud om sommeren, storm om efteråret og snefygning om vinteren. Sådan har hver årstid sin charme, men det ser dog ikke ud til at bekymre husejerne nævneværdigt, at efterårsstormene nu kan komme på besøg hvert øjeblik, det skal være.

En undersøgelse fra Forsikringsoplysningen, som YouGov har foretaget, viser, at hver 10. husejer – 11 procent – har haft en stormskade inden for de seneste fem år, men samtidig svarer otte ud af 10 husejere – 83 procent – at de ikke har gjort noget målrettet for at forebygge stormskader.

- Det er skræmmende læsning, men det er typisk, at folk tænker, at det sker ikke for mig, men for nogle andre. Det er først, når man får det helt ind på livet, at man rykker og får noget gjort ved det, siger konsulent i Forsikringsoplysningen Riccardo Krogh Pescatori.

Følg boligstoffet på facebook

Selv om medierne i disse år har meget stor fokus på vejret, hører de meget kraftige storme dog til sjældenhederne. De to sidste alvorlige storme var orkanen i 1999 og en orkan-agtig storm i 2005.

Alene af den grund er beskyttelse mod storm næppe det, der står højest på to do-listen hos husejerne. Alligevel mener fagredaktør hos Bolius, Casper Kjerumgaard, at enhver husejer bør sikre sig, at huset er i stand til at modstå den værste storm, selv om de heldigvis er sjældne.

Og her bør skelnes mellem, hvad man med rimelighed kan forlange, at en almindelig lægmand kan vurdere, og hvor der skal en fagperson til.

- Taler vi om de virkelig alvorlige skader, hvor taget eller dele af taget blæser af, er årsagen som regel en konstruktionsfejl. Men man kan ikke forlange, at en almindelig husejer forinden har været oppe på taget og selv afsløret, hvis der er fejl i nogle af konstruktionerne. Det vil han typisk ikke opdage, før taget ligger på græsplænen, siger Casper Kjerumgaard.

Løse tagsten?

Hvad de fleste husejere derimod selv kan gøre, er at se efter, om der er løse tagsten eller -plader, og om de er gjort ordentlig fast til lægterne. Vigtigt er også, at tagrender og afløb er renset, så vandet ledes væk fra huset, for med kraftig storm følger som regel også regn eller sne.

- Jeg anbefaler altid, at man gennemgår sit hus to gange om året. Om foråret, fordi der kan komme kraftige regnskyl om sommeren, og om efteråret for at være forberedt på storm, regn og senere sne. Tag en tjekliste med og sæt et flueben, hver gang du har sikret dig, at tingene er, som de skal være, siger Casper Kjerumgaard. Selv om dit hus måske ligger trygt og godt i midten af et parcelhuskvarter, kan vinden alligevel få godt fat, så det giver i sig selv ikke nogen beskyttelse. 

Sommerhuset

Sommerhuse er ofte særligt udsatte, fordi det tit er lette trækonstruktioner.

- Og så er der nok også mere gør det selv-arbejde i sommerhusene, hvor konstruktionerne typisk ikke er sikre nok. Det gælder også udestuer ved helårshuse. Igen er det ofte gør det selv-arbejde, og de er især skrøbelige, hvis de ikke er bygget på et støbt fundament, siger Casper Kjerumgaard.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) kalder det først storm, når det blæser mellem 24,5 og 28,4 sekundmeter svarende til vindstyrke 10.

Forsikringsselskaberne dækker dog allerede stormskader ved 17,2 sekundmeter, det vil sige hård kuling. 

Forsikring

Er uheldet ude og skaden en realitet, vil hus- eller stormforsikringen i langt de fleste tilfælde dække skaderne.

Sker skaden på grund af manglende vedligeholdelse eller en fejlkonstruktion på huset, kan forsikringsselskaberne i princippet nægte at dække skaden, men ifølge Riccardo Krogh Pescatori sker det sjældent.

Vandskader som følge af stormen dækkes også af forsikringen, men ikke hvis sløset og manglende vedligeholdelse kan bevises af forsikringsselskabet.

- Forsikringen dækker næsten altid ved storm, og det er taksatoren, der skal kunne bevise, at der har været løse tagsten eller lignende, som har været skyld i, at for eksempel dele af taget er røget af, siger Riccardo Krogh Pescatori.

Har man et stort træ, som vælter ned i naboens hus under stormen, er det naboens forsikring, der skal dække skaden.

Mere på Bolius.dk:

Er huset klar til vinteren?

TV Bolius: Gør dit hus vinterklar

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.