Container arkitektur

Arkitekter i samarbejde med tegnestuen Mejeriet skal bygge de første 12 »Billige Boliger« ud af de planlagte 5.000. På Københavns Rådhus kan man se fem andre tegnestuers forslag til billige boliger.

Borgerrepræsentationen i København har besluttet at virkeliggøre overborgmester Ritt Bjerregaards (S) valgløfte om at bygge 5.000 boliger til 5.000 kroner om måneden over fem år, men hvordan? Jo, ved hjælp af kasser i containerstørrelse, som kan fremstilles billigt på en fabrik i Estland.

Seks arkitektfirmaer har hver givet et forslag til, hvordan sådanne bokse kan blive til velfungerende boliger. ONV arkitekter og Tegnestuen Mejeriet vandt konkurrencen om at være de første til at få bygget deres forslag på grunden Karens Minde i Københavns Sydhavn.

Der skal bygges 42 rækkehuse. De 12 af dem bliver »Billige Boliger«, som skal opføres i løbet af det kommende års tid, og så mangler vi kun 4.988 boliger. Hvordan de kommer til at se ud, kan man få indtryk af på Københavns Rådhus, hvor forslagene fra de seks udvalgte tegnestuer er udstillet.

Der var en gang en populær, politisk sang, der begyndte sådan her:

»Little boxes on the hillside

Little boxes made of ticky-tacky

Little boxes, little boxes

Little boxes, all the same«

Sangen glider frem fra erindringens mørkekammer ved læsning af alle de plancher, der indeholder sætningen: »Boligerne består af præfabrikerede rumstore bokse, der forskydes...«

En aflang kasse kan sættes sammen med en tilsvarende aflang kasse på mange måder. Man bliver helt imponeret over, hvordan man kan stable og skubbe og dreje, så kasserne kommer til at ligge smukt på de udvalgte grunde, arkitekterne har fået at boltre sig på.

AI-gruppen stabler boksene og sætter dem ind i en ramme med lodrette, grønne plader, der muligvis bare er en visualisering af de »haveboliger«, som de forestiller sig bliver resultatet hen ad vejen.

JDS Architects sætter boksene oven på hinanden i tre-fire-fem etager og placerer dem i mindre grupper holdt sammen af en svævende ring. I deres andet forslag føjer de boksene ind i en slangeform og lader to slanger føje sig ind mod hinanden.

ONV og tegnestuen Mejeriet lægger boksene sammen i stænger og placerer dem forskudt omkring en stor grønning i midten. I deres andet forslag (det, der nu realiseres) lægges boksene ud som rækkehuse i to etager. Et tredje forslag viser boksene som fem etages blokke, der vender gavlene ind mod midten.

BiG har presset boksen i den ene ende, så den bliver flad, dernæst har tegnestuen lagt den flade boks i forlængelse af en helt masse almindelige aflange bokse og vendt de flade ender skiftevis mod hinanden. Flettet dem sammen, siger arkitekterne. Endelig har de lagt rullegræs hen over det hele. Det bliver en slags bakkelandskab, man bor inden i. I deres andet forslag stabler de boksene i en stor kube og piller dernæst nogle af dem ud, så der opstår huller.

Vandkunsten er decideret forelsket i containeren. De tager denne boks på 4x 3x 12 meter og leger med den som Legoklodser. Tegnestuen foreslår både rækkehuse i to etager og seks-syv etages byhuse, hvor klodserne stables mere spredt, så der bliver plads til træer og terrasser ind i mellem.

Jean Nouvels tegnestue udstiller kun et forslag. Det er nogle stærktfarvede blokke i forskellige højder, men hvordan den enkelte lejlighed ser ud, er det svært at danne sig et indtryk af, for lejlighedsplanerne er trykt på en mørk baggrund og meget småt.

Præsentationen af disse Billige Boliger mangler i nogen grad indføring. Sådan som den præsenteres på Københavns Rådhus får man indtryk af, at man har taget de forslag, tegnestuerne har sendt ind til den professionelle dommerkomite og brugt dem, som de var. Man kunne godt have ønsket sig, at hovedideerne var trådt tydeligere frem. Der må naturligvis være en meget bred interesse for, hvordan sådan en billig bolig egentlig ser ud, og uanset om man er potentiel køber eller ej kommer 5.000 nye boliger, bygget over samme grundide, jo til at præge København.

Men én ting er boligernes placering i landskabet og på de to udvalgte grunde, Valby Idrætspark og Karens Minde, noget andet er boligens indhold og udseende. Som tegnestuen Vandkunsten skriver på sine plancher: »Det er ingen kunst at bygge billige boliger, det er langt vanskeligere at undgå et tarveligt resultat.«

Det er en tanke, man let kan dele, og den bekymring har man stadigvæk efter besøget. Generelt kniber det med oplysninger om, hvad disse containerbokse egentlig består af og hvordan facader, tag, vinduer mv skal se ud.

Og det kniber også med forståelsen for den almindelige families behov. Hele øvelsen går ud på at skaffe ordentlige boliger til politibetjenten, skolelæreren og sygeplejersken, som de siger, men har tegnestuerne ikke glemt, at disse mennesker ofte bor sammen med en mand og to-tre børn? Boligerne er åbne og flydende og i to etager, så der skal bruges rigtig mange kvadratmeter til trapperum. Til gengæld er der (generelt) kun blevet plads til ét børneværelse! Det kunne have været sjovt med gennemarbejdede forslag til, hvordan man stuver fire-fem mennesker sammen på de 85 kvm, som er standardstørrelsen.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.