Biografi

Ulykkens pamfil

Myten om Eik Skaløe er hørt før, men for første gang får vi den fuldstændige historie om en kunstner og livsnyder, der endte som steppeulv.

Otte sange. Det var, hvad det blev til.

Ikke meget at basere en myte på, men historien om Eik Skaløe er også meget mere end det. For ét er, at de otte sange på albummet »Hip« med Steppeulvene i dag står som en hjørnesten i dansk rockhistorie takket være Eik Skaløes tekster. Noget andet er, at Eik Skaløes eget liv netop var af den substans, som myter er skabt af.

Det er historien om et følsomt og ensomt menneske med en brændende og rastløs udlængsel, om uforløst kærlighed, indre dæmoner, kunstneriske ambitioner og opvækst i en tid, der ikke var sund for et skrøbeligt sind. En tid, hvor alle samfundets og individets regler, dogmer og normer partout skulle tages op i en rundkreds og sættes til diskussion. Samt troen på at den næste revolution skulle foregå på det mentale plan, og at vejen dertil var belagt med stoffer.

Ikon for en generation af blomsterbørn

Det er dette billede, der først og fremmest tegner sig, når man læser forfatteren Jan Poulsens bog om Eik Skaløe. Et digert værk, der efter års research og interview med flere end 100 personer, fortæller hele historien om manden, der på mange måder blev et ikon for en generation af blomsterbørn og hippier og endte sine dage med at begå selvmord i Indien blot 25 år gammel.

Historien er fortalt før – ikke mindst i Iben Nagel Rasmussens fremragende bog »Breve til en veninde« – men slet ikke med den detaljeringsgrad, som denne nye biografi lægger for dagen. Vi er med andre ord med helt fra moderen Ruth Sørensens besøg hos præsten, der ikke ville anerkende hendes ønske om at give hendes søn en »lyd« som fornavn, over den trygge og harmoniske forstadsopvækst og op gennem årene som ung i yderkanten af et spirende kunstner- og aktivistmiljø. Og så til det tidspunkt, hvor et afpillet skelet bliver fundet sammen med nogle få ejendele, deriblandt hele tre afskedsbreve nedskrevet i en notesbog i den nordlige Punjab-provins i Indien.

Netop selvmordet har altid været centralt for mytologiseringen, og sandheden omkring omstændighederne kommer man næppe nærmere end i denne bog. Tog Eik Skaløe sit eget liv med en overdosis, eller lagde han sig til at dø syg af udmattelse, vides ikke, men ét er sikkert: Han tog selv ansvaret for sin død.

Der er ingen tvivl om, at års omfattende narkomisbrug i sidste ende var med til at lede ham den vej. Biografien tegner et dystert billede af et gryende hippiemiljø med en kerne af mennesker styret af euforiserende stoffer. Bogen lægger sig dermed tæt op ad en anden aktuel udgivelse, Peter Øvig Knudsens anden hippiebog, »Hippie 2 - den sidste sommer«, der heller ikke tegner et ubetinget positivt billede af tiden sidst i 60erne.

Skaløe var let at lokke ind i stoffernes verden

Eik Skaløe var misbruger af den hårde kerne. Ikke blot af hash, men af alt om det så var syre, LSD, heroin, meskalin, Ketogan eller favoritten, Romilar, en slags hostemedicin, der indtaget i store mængder kunne give kraftige hallucinationer.

Han begik indbrud på apoteker for at stjæle morfinpræparater og fik en del af sin skrøbelige psyke knækket af et langt fængselsophold og ja, »Hip« blev indspillet i Metronomes studie af Steppeulvenes fire medlemmer, der hver især var på enten LSD, hash og et heroin-fix.

Det er stærke sager, og noget tyder på, at Eik Skaløe var et nemt offer. Nysgerrig og søgende efter meningen med livet. En person, der fandt ro og et fællesskab i stoffernes verden, og måske søgte væk fra alle de indre tanker og problemer. Skaløe fremstår mere som en drømmer og livsnyder end en egentlig kunstner og uagtet albummet »Hip«s lyriske kvaliteter, så blev han på intet tidspunkt andet end et kunstnerisk appendix.

Et par noveller, en aldrig udgivet roman, »Bien«, et par håndfulde sangtekster og så en masse breve er ikke meget fra et menneske, der drømte om mere, men ikke havde viljen – og måske heller ikke talentet – da det kom til stykket.

Forfatteren fælder ikke nogen dom over Eik Skaløes liv og karriere, men beskriver nøgternt og detaljeret fakta. Måske endda nogle steder for detaljeret. Som når Jan Poulsen skal forklare, hvorfor Skaløe tog sit specielle efternavn og kaster sig ud i en detaljeret beskrivelse af den lille ø Skalø i Smålandshavet trods det, at intet tyder på, at den har noget med valget at gøre.

Unødvendigt, og dette er sammen med nogle dumme slåfejl de eneste pletter på et ellers formfuldendt værk. For historien om skæbnen Skaløe er helt fundamentalt fascinerende og spændende. Naturligvis mest i den del, der handler om de vilde år, men for at forstå Skaløes transformation fra menneske til steppeulv skal man også have opvæksten med.

Skaløe var måske på overfladen en »Lykkens pamfil«, som han synger i nummeret på »Hip«, men skyggerne blev til sidst for lange.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.