Bøger::

Tungt humpende drontejagt

Bering Haarups roman »Dodo« er henlagt til et let fremtidigt København, hvor euroen er indført, og borgerkortet lurer om hjørnet.

2 af 6 stjerner

Vi følger tre spor, hvor det igangsættende handler om Mardin, en 40-årig mand. Han opsøges af en franskmand, som uden videre giver ham 100.000 euro for at lede efter en romsyltet dronte, som måske skulle befinde sig blandt hollændernes efterkommere på Amager. Andet spor bringer os til undergrundsmiljøet, som mest virker som punken genoplivet med tyskklingende slang. Tredje spor følger en indvandrerkvinde, som Mardin forelsker sig i. Der er anslag til en god historie, men han drukner den i fortælleiver. Enhver detalje skal med: Går en person ind ad en dør, skal vi også se ham gå ud igen, synes devisen at være, og ligegyldighederne hober sig op. Særligt i afsnittene med indvandrerkvinden Fatma synes forfatterens forestillingsevne tidligt at være brugt op, og man keder sig jævnt. For den indforståede, som kan »høre« de mange indlagte musikstykker for det indre øre, kommer der måske et andet drive over det, for de udenforstående virker det bare malplaceret med alle disse citater.

Bering Haarup: »Dodo«. 327 s. 300 kr. Forlaget Ries.