29. marts 2007, 03:30 – opdateret 29. marts 2007, 10:04

Måske kender man det selv fra store fester, konfirmationer, bryllupper, runde fødselsdage. Det er, som om tiden størkner og fortætter sig på en særlig måde - fortid og fremtid løber sammen i festens nu. Man er ligesom uden for tiden og står i forbindelse med andre rum uden for tiden. Til de store fester fejres de afgørende ting, der en gang er sket, og ude i krogene lægges måske kimene til nye store fester. Der gøres status og krydses klinger, der er ankomst og afsked, det er et trafikalt knudepunkt i fælleslivet med hovedspor, bispor, vigespor og skiftespor. Man kan synke hen i meditative stemninger og huske andre fester fra langt tilbage, hvor man så de samme ansigter og konstellationer i yngre udgaver.

Det er denne særlige erfaring eller dette fænomen, Jens Smærup Sørensen har bygget sin nye roman på. »Mærkedage« er en stor slægtsroman i fire generationer, hvor man følger de to dominerende familier Godiksen og Lundbæk i den lille landsby Staun i Himmerland og samtidig får beskrevet den gamle landbokulturs undergang i Danmark. Det kan lyde lidt tungt, og det har Smærup Sørensen, der selv kommer fra Staun, nok også syntes, for han har smidt hele stoffet op i luften og kun grebet noget af det igen og sat stumperne sammen på en ny og original måde. Og dermed skabt en stor og vægtig roman, der samtidig er let, luftig og graciøs.

Smærup har nemlig koncentreret sin digteriske fremstilling om tre store fester i de to slægters og dermed også landsbyens historie: en konfirmation i 1934, et sølvbryllup i 1967 og en 60 års fødselsdag i 2003. Vi er med til alle tre fester i flere omgange, ja vi vandrer nærmest ind og ud som om tiderne var steder, der lå og grænsede op til hinanden. Nogle gange skal man holde tungen lige i munden, for er vi nu egentlig i 1934 eller 1967? Det er jo til dels de samme navne, der går igen i forskellige aldre, og det er netop en del af pointen.

Mellemrummene mellem festerne er så isprængt en del andre historier fra slægternes og byens historie. Men også her følger vi på ingen måde kronologien men føres rundt i mønstre, hvor »før« sagtens kan komme efter »siden« og vi kan møde unge mennesker, hvis skæbne vi allerede kender. Nogle gange samler historien sine tråde op, andre gange ruller den nye ud.

Man kan ikke resumere romanen i gængs forstand, men vi møder bl.a. landsbyhøvdingen Søren Godiksen, hans søn flyveren og krigshelten Peder Godiksen, Ellen Lundbæk der mirakuløst slipper af med en lammelse i benene og kommer ud i den helt store verden som FN-ansat, Emma Godiksen der kommer i ulykke oppe i Aalborg under Besættelsen og må hjem til Staun og endelig forbarme sig over den mutte men kærlighedssyge forkarl Orla Jensen. Vi møder adoptivbarnet Axel og den vilde Mary, der kommer til at forene slægterne Godiksen og Lundbæk, og 68-generationen, Henrik Lundbæk, der bliver den nye landsbykonge med opkøb og industrialisering og Søren Lundbæk (måske forfatterens talerør), der bliver højskoleforstander og forstå-sig-på'er. Og mange andre personer slynger sig gennem teksten og festerne.

Der er passager af en overdådig og sanset skønhed, bl.a. på de allerførste sider, hvor vi møder tre af hovedpersonerne, Axel, Peder og Ellen som børn, ude ved fjorden, ude i landskabet. Forfatteren nægter sig ikke noget, men bevæger sig romanen igennem frit mellem naturskønhed, psykologisk og social realisme, historisk refleksion og ironisk kommentar. Man mærker den erfarne mester, der gør lige hvad han har lyst til og behersker midlerne til det.

I festskildringerne tager han sig god tid til at gå ind i enkelte festdeltageres stemning og erindring, men han hæver sig også op under loftet og aflæser (fest)moralen og hvordan sædvaner, følelser og hierarkier ændrer sig over tid. For min skyld måtte den gamle verden gerne have fyldt mere, for man bliver grebet af det anderledes. Jeg tror, at alle de læsere, der har personlig erindring om det gamle bondesamfund, eventuelt bare ved at kunne huske deres egne bedsteforældre, vil kunne føle, sanse og fantasere sig tilbage i denne roman.

På et tidspunkt indser man også, hvorfor det er en god idé at ombryde kronologien, når man skal fortælle historien om den danske landbokultur og dens endeligt. Der er sket så radikalt meget på få generationer, at det er svært at yde forandringen retfærdighed i en »forlæns« fremstilling. Man kan komme til at formindske og efterrationalisere, fordi vi jo alle »ved hvordan det gik«. Eller man kan komme til at overophede handlingen for at fange og anskueliggøre det socialhistoriske drama. Her i romanen træder man simpelthen hen over historiens slugter, når man bevæger sig fra den ene fest til den anden. Jeg skal ikke foregøgle, at »Mærkedage« er nem at læse. Og dog. Den er hele tiden nem at læse dér, hvor man nu lige befinder sig i den. Men den er krævende at holde sammen på. Man har f.eks. særdeles god og regelmæssig brug for de to slægtstræer med alle personerne og deres årstal, som står på bogens bagerste inderflap.

I en vis forstand er »Mærkedage« heller ikke så nem for en kritiker at bedømme. Den bærer på en masse historier, der ikke bliver fortalt og interessante personer, der kun lige strejfes, f.eks. Ellen der bliver så vidt berejst. Den virker som en roman med et vældigt overskud, en roman der krummer sig om et eller flere indre rum, som den efterlader uudforskede og med et anstrøg af mystik.

Men kan man kreditere en roman både for det, den gør og for det, man fornemmer, at den kunne have gjort? Ja, skal der være fest, så lad der være fest. Romankunst er også illusionskunst, og i dag er en festdag i dansk litteratur, fordi Jens Smærup Sørensen udgiver »Mærkedage«.

Læsernes Bogpris 2008 Stem på din favorit

Hvad mener du om bogen?

Berlingske forbeholder sig ret til, men er ikke forpligtet til, at redigere eller fjerne kommentarer fra debatter, der er:

- i strid med gældende lovgivning
- racistiske eller injurierende
- skrevet i en grov tone
- udleverer personlige oplysninger

Ved at debattere accepterer du, at Berlingske Tidende herefter frit og fremover kan offentliggøre dit indhold i Berlingske Tidende, på www.berlingske.dk eller andre platforme og medier, som drives af Det Berlingske Officin.

Med venlig hilsen
Berlingske Tidendes netredaktion