Portræt

Stikpiller i Daltons syrebad

De morsomme ondskabsfuldheder står i kø i Dennis Drejers bog om Dalton-trioen.

I Dennis Drejers bog »Vi var jo aldrig helt ædru dengang« vrimler det med giftige kommentarer fra og om Daltons-medlemmerne Lars Lilholt, Allan Olsen og Johnny Madsen.
I Dennis Drejers bog »Vi var jo aldrig helt ædru dengang« vrimler det med giftige kommentarer fra og om Daltons-medlemmerne Lars Lilholt, Allan Olsen og Johnny Madsen.

»Olsen og mig vil have kvinder, der er så kønne, at vi kan komme af med dem igen. Og vi foretrækker yngre kvinder, fordi deres livs­historie er kortere at sidde og høre på.«

Ordene er Johnny Madsens, og han taler om sig selv og Allan Olsen. To af landets fines­te, mest egensindige sangere og sangskrivere, som med Lars Lilholt udgør trioen Dalton.

De tre fandt sammen på tværs af karrierer og temperamenter i 1984 og er siden blevet et stykke renlivet rockmytologi i kraft af to solidt sælgende album, en stribe skiftevis frygtelige og fortrinlige koncerter og en bemærkelsesværdig, politisk ukorrekt måde at tale om verden og hinanden på.

De er morsomme, perfide og fulde af »ond ironi«, som Lars Lilholt siger det et sted i Dennis Drejers »Vi var jo aldrig helt ædru dengang«, som søger at fortælle hele historien om Dalton og de tre bagmænd.

Og kan man ikke få nok af deres giftige, standup-lignende kommentarer, er der masser af fund at gøre i bogen. Som når Johnny Madsen siger, at »det eneste der stopper Lars’ hårtab er gulvet.« Eller at: »Ægteskab er en dyr måde at få vasket tøj på«.

Men bogen vil mere end bare videregive disse onelinere; den vil også tegne et portræt af Johnny Madsen, Allan Olsen og Lars Lilholt som mennesker. Og de portrætter, Dennis Drejer skriver frem via interview med hovedpersonerne selv og folkene omkring dem, er mildest talt ikke flatterende.

Johnny Madsen fremstår således som en doven, kynisk krejler, mens Allan Olsen mest af alt ligner profilen på en småpsykotisk og hensynsløs egoman, som forsøger at bortforklare det hele med sit »proletargen«.

En modig tvivler

Mere sympatisk og afrundet virker Lars Lilholt, som tør fremstå sårbar og tvivlende og dermed træder op af det syrebad af ord, som de tre sammen har fyldt op.

»Et eller andet sted er jeg blevet voldsomt træt af ironi, selvom jeg kan den til perfektion«, siger han, og dét han ser som trioens problem er også bogens. Nok er den velresearchet, men Dennis Drejer lader også de tre gemme sig bag det tykke lag af ramsaltet retorik. De forbliver dermed langt hen ad vejen karikaturer og rockmytologi. Og det er de sikkert glade for. Men som læser kunne man have håbet på mere end grove løjer.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.