13. februar 2009, 22:30

Katinka My Jones – forfatterskoleuddannet og nu på banen med sin anden digtsamling – færdes i et poetisk landskab af iøjnefaldende skrøbelighed, med usikre relationer til omverdenen og en lettere desorienteret søgen efter identitet.
Hvor svært det med identiteten kan være, siger et af de i alt 45 digte i bogen »Sølv« med sin konsekvente betoning af et jeg-billede, der unddrager sig:
»Jeg dukkede ikke op til overfladen/automatisk./Jeg er ikke kommet sovende til/mig selv./Ikke mens jeg løb/hele vejen hjem./Ikke mens jeg tegnede et/selvportræt med vand i vand.«

Kampen for identiteten er et dominerende tema i »Sølv«, og Katinka My Jones bevæger sig igennem fem afsnit med ordknappe digte og de ligeså knappe overskrifter, »Jeg«, »Gave«, »Spejl«, »Port« og »Hest«, frem imod det punkt, hvor en ligning tilsyneladende går op, men som bogens sidste linjer siger: »der er noget mere, noget andet/hestens øje der kort åbner sig,/for så at lukkes igen.«
Som en ligning, der alligevel ikke går op, ligger Katinka My Jones’ bog foran læseren med sine spændingsproducerende modsætninger mellem det åbne og det lukkede øje, mellem det udadvendte og det indadvendte blik og mellem det umiddelbart gennemskuelige og det dunkelt bortvendte.

Digtene i »Sølv« med spejlet, porten og hesten som en slags nøglesymboler væver hyppigt de depressive billeder og de pludselige glimt af lys tæt sammen. Til tider anes et element af humor, og midt i det hele kan Katinka My Jones spille ud med en insisterende gentagelse af udsagnet »Jeg tror«: »Jeg tror på blodbøgens næve/midt i dit liv.«

Selv om skrøbeligheden i »Sølv« indimellem grænser til spinkelhed, så er det som læser ikke svært at tro på talentet og det betydelige potentiale hos Katinka My Jones.