26. oktober 2011, 22:30

I 1970 rejste Tømrer-Claus til Jylland for at være med til at forberede Thylejren. Her mødte han Henning Prins, en af drivkræfterne bag eksperimentet, og Prins gjorde et dybt indtryk på ham. Eller kan det nu være rigtigt? Næh, Tømrer-Claus var overhovedet ikke med i »forlejren«, siger Henning Prins, da han fire årtier senere husker tilbage. Men passer det nu også? Var det i virkeligheden Henning Prins, der slet ikke var med? Det mener en anden central aktør, Leo Jespersgaard. En fjerde, Leif Varmark, bemærker, at han for sit vedkommende ikke husker noget som helst. Hvad er i det hele taget op og ned i den historie? Og i historien om Thylejren i det hele taget?

Godt spørgsmål. Og flot, at Peter Øvig Knudsen allerede i første kapitel af første bind af sit nye hippie-værk, »Hippie 1. Tre år og 74 dage der forandrede verden«, gør det klart, at mundtlige kilder er noget skrøbeligt noget, og at det hele ikke bliver mindre skrøbeligt af, at det, der fortælles om, var den danske kulmination på tre års bevidsthedsudvidende oprør. Helt klare i bøtten har de ikke altid været, alle de tusinder, der var med i Thy. Sandheden er en relativ størrelse.

Eufori og nedtur

Sikkert er det vist, at Thylejren var et euforisk højdepunkt for mange af dem, der var med, men at stedet også for mange var begyndelsen på en nedtur, der endte med druk, junk, sindssyge og drab.

Hvorfor det gik så galt? Det fremgår af gode grunde ikke af nærværende bind, hvis grundstamme »kun« er beretningen om Thylejrens første 32 dage: Om særtoget til Thy, 4. juli 1970, hvor en ung kvinde havde klippet huller til brysterne i sin kjole og gjorde et dybt indtryk på alle. Om hvordan en lastvogn med Coca-Cola allerede på lejrens anden dag blev afvist ved indgangen, fordi bøvsevandet var »et af de værste eksempler på amerikansk dekadence.« Om den voksende skepsis mod initiativrige folk, der ifølge kritikerne erstattede medlemsdemokrati med lov og orden og andet, der hørte »det gamle samfund« til. Om en tjaldglad lejr, hvor der blev knaldet på kryds og tværs, med en forudsigelig gonoré-epedimi til følge. Og - til sidst - om »det store kup«, hvor Peter Louis-Jensen overtog kontrollen over lejrens sværteduplikator og dermed også over lejravisen.

Her slutter første bind af »Hippie«. Med et forsøg på et kongemord, der viser, at skabelsen af det nye menneske og det nye samfund indeholdt kimen til personlige opgør og uløselige idelogiske konflikter.

Dag for dag

Hvad der herefter skete, vil nok fremgå af andet bind af Øvigs værk, der godt kan gå hen og blive endog meget spændende, for undergangshistorien er ikke den mindst fascinerende del af hippie-historien, og der er noget af have forventningerne i. I sin første hippie-bog viser forfatteren, ligesom i sine bøger om Blekingegadebanden, dyb respekt for kilder og suveræn sans for det konkrete. Han har talt med dem, der stadig er til at tale med, han har vendt og drejet de skriftlige kilder, og han lader, som allerede antydet, det tvivlsomme forblive tvivlsomt. Perspektivet får han med ved at koble sin dag-til-dag skildring af lejrlivet med blik på det, der gik forud: Møder på det københavnske værtshus Drop Inn, hvor store planer blev lagt. Den legendariske »Summer of Love«, 1967, da The Beatles udsendte albummet »Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band«. Dannelsen i 1968 af »Det ny Samfund«, der officielt var arrangør af Thylejren. Og så videre og så videre.

»Hippie 1« findes også som e-bog, lydbog, iPad, App samt iPhone/iPad App, og man kan lytte til lyden af tiden på en til lejligheden udgivet dobbelt-CD med musik af Steppeulvene, Young Flowers og andre mere eller mindre syrede musikhoveder. Peter Øvigs hippie-projekt er også et multimedieprojekt og respekt for det. Hvad man, efter første bind, stadig mangler at blive overbevist om, er, at Thylejren, som salig Paul Hammerich citeres for, skulle være »en af de tre vigtigste begivenheder« i det 20. århundredes Danmark. Formår Peter Øvig Knudsen at skære gennem hashtågerne og give os et overbevisende svar på dette spørgsmål, vil vi være helt oppe at ringe. Vi venter spændt på fortsættelsen.